Skip to main content Skip to footer

BL Informerer nr.3422

Registrering af nedgravede ledninger i Ledningsejerregistret (LER) (BL Informerer)

Erhvervsministeren fører et register over ejere af ledninger, der er nedgravet i jord. Ledningsejere skal selv sørge for at registrere deres ledninger. Også almene boligorganisationer kan være forpligtet, men med nyeste ændringer i loven er boligorganisationer sjældent forpligtet.

Oprettet: mandag den 15. august 2022
Opdateret: mandag den 9. september 2024
Sideansvarlig: Bent Madsen

BL har tidligere i BL Informerer nr. 6321 informeret om, at reglerne omkring registrering i LER var under revidering. Nu er den nye lov trådt i kraft og på baggrund heraf, har Byggeskadefonden revideret deres notat omkring almene boligorganisationers forpligtelse i forhold til LER.

Konklusionen er, at almene boligorganisationer som udgangspunkt ikke er forpligtet til at registrere i LER. Byggeskadefonden meddeler således:

  • Boligorganisationer er forpligtede til at lade sig registrere i registreret, hvis de ejer ledninger, der leverer digital infrastruktur til over 100 husstande. Boligorganisationer leverer imidlertid ikke digital infrastruktur og er derfor ikke forpligtet til at lade sige registrere i registeret, hvis boligorganisationerne kun ejer og vedligeholder et antenneanlæg og får leveret digital infrastruktur fra ekstern forsyning, f.eks. TDC, Stofa el.lign.

 

  • Boligorganisationer er alene forpligtede til at lade sig registrere i registreret, hvis man har ledninger, der leverer overskudsproduktion af energi fra f.eks. solceller til forsyningsselskaber, og som producerer langt mere strøm, end de selv kan forbruge, og har til formål at tjene på at levere strøm til andre.

 

  • Boligorganisationer er ikke forpligtede til at lade sig registrere i registret, hvis de alene har stikledninger liggende på egen matrikel eller er medejere af såkaldte ”fælles stikledninger”, selv om sådanne fælles stikledninger forsyner flere ejendomme.

Selvom der ikke er en pligt til registrering, er det under alle omstændigheder i boligorganisationens interesse at kunne give en entreprenør rette oplysninger om ledninger på egen grund.

Reglerne omkring registrering i LER fremgår af lov nr. 564 af 10/05/2022 om ledningsejerregister.


Med venlig hilsen
Bent Madsen / Mette Nørgaard Larsen