Skip to main content Skip to footer

Vidensblad

Effektiv drift

Råd og vejledning om mest mulig værdi for huslejekronerne.

Oprettet: mandag den 4. november 2019
Opdateret: onsdag den 9. oktober 2024
Sideansvarlig: Mikkel Jungshoved

Driften af de almene boliger skal være kendetegnet ved effektivitet og høj kvalitet i administration, drift og vedligeholdelse af bygningerne og boligområ­derne - til gavn for beboerne og samfundet.

Samtidig indebærer den almene model, at driftspersonalet kan være med til at skabe tryghed og fremme fæl­lesskabet i boligafdelingerne.

Målet med effektivisering af den almene sektor er derfor, at beboerne i de almene boligområder får mest muligt værdi for huslejekronerne – fornuftig kvalitet til den rigtige pris.

Aftale om effektivisering af den almene boligsektor 2021-2026

BL, KL og regeringen har i januar 2021 indgået en aftale omkring effektivisering af den almene boligsektor i Danmark. Aftalen handler om at fremtidssikre almene boliger, med særligt fokus på at holde stigninger i huslejen nede for beboerne. Samlet set skal der spares 1,5 mia. kr. frem mod 2020. Det svarer til ca. 8 % i alt på driften i forhold til regnskaberne i 2014.

Grundprincippet i aftalen er fortsat, at det er en kollektiv aftale med et måltal for hele den almene boligsektor. Der sker samme korrektioner for beboersammensætning, som var gældende i den forrige aftale.

Et andet vigtigt grundprincip i aftalen er, at effektiviseringer direkte har betydning for huslejen enten i form af en mere afdæmpet eller direkte faldende huslejeudvikling eller via midler til henlæggelser.


Måltal og fokus på afdelinger med lave effektivitetstal

Der er for perioden 2021 til 2026 aftalt et effektivitetstal på 1,8 mia. kr. realiseret med 2026-regnskaberne. Det forventes, at mindst 300 mio. kr. af dette måltal indfries af energieffektiviseringer. Herudover forventes det, at yderligere mellem 200-500 mio. kr. indfries af merbesparelsen i den forrige periode frem til 2020, jf. figur 1.

Figur 1. Effektiviseringsmåltal i perioden 2021-2026

En betydelig del af den resterende besparelse ventes indfriet ved et forstærket fokus på de boligafdelinger, som fortsat har et uindfriet potentiale. Det indgår således i aftalen, at der for boligafdelinger med uindfriet potentiale skal udarbejdes effektiviseringshandleplaner.

Herudover er et særligt indsatsområde i den kommende effektiviseringsaftale fokus på indkøb af varer og tjenesteydelser. Der opstilles ikke faste krav til den enkelte boligorganisation, men det vil være et fokusområde i blandt andet styringsdialogerne.


Yderligere elementer

Aftalen rummer desuden, at BL, KL og Landsbyggefonden skal gennemføre et serviceeftersyn af styringsrapporterne, at BL og KL gennemfører løbende konference- og netværksaktivitet om bl.a. styringsdialog og samarbejdet mellem boligorganisationer og kommuner, og at der gennemføres en analyse af det kommunale tilsyn med overvejelser om yderligere styrkelse.

Endelig understreges den gældende ansvarsfordeling i aftaleteksten, nemlig at boligorganisationens bestyrelse har ansvaret for tilrettelæggelsen af effektiv drift i boligorganisationen og dens afdelinger og ansvaret for vedligeholdelse af afdelingernes bygninger m.v., herunder sikring af tilstrækkelige henlæggelser hertil.


Den sidste centrale effektivitetsaftale

I den nye centrale aftale om effektivisering er der et mål om, at der fra 2027 skal sikres en mere lokalt forankret effektiviseringsindsats til afløsning af central fastsatte effektiviseringsmål.

DriftsNet

Gode råd til effektiv drift

BL's DriftsNet har i samarbejde Effektiviseringsenheden og AlmenNet samlet mange af de gode løsninger, resultater og tiltag som den almene sektor har gennemført siden 2013, hvor vi etablerede DriftsNet, og hvor boligorganisationerne har sparet tæt på 1,8 mia. kr.

Kommunalt tilsyn

For at understøtte aftalens implementering, og at alle boligafdelinger får effektiviseret forbedres rammerne for det kommunale tilsyn.

Med effektiviseringsaftale igangsættes følgende initiativer:

  • Boligorganisationer, der har afdelinger med lave effektivitetstal over en årrække, skal udarbejde obligatoriske effektiviseringshandleplaner, som skal drøftes på det årlige styringsdialogmøde med beliggenhedskommunen. Der udarbejdes et enkelt format for effektiviseringshandleplanen som del af styringsrapporten.
  • Et serviceeftersyn af styringsrapporterne med henblik på at udvikle og målrette styringsrapporterne yderligere.
  • Løbende afholdelse af konference- og netværksaktiviteter.

DriftsNet

Effektivt indkøb

Der er mange penge at spare på både håndværks- og serviceydelser, materialer og produkter, og det gælder både inden for byggeri og drift. I det hele taget er en god ide at gentænke alle områderne af indkøbene i boligorganisationen og lægge en klar strategi, der sikrer en god og fornuftig balance i sine indkøb fra byggeri til drift og administration.