Der er kamp om arbejdskraften, og det er vigtigt at gøre sig selv synlige og interessante for kandidater. Det kræver ikke nødvendigvis mange ressourcer – men det kræver fokus. Derfor har vi samlet viden, redskaber og konkrete guides, som kan bruges af både små og store boligorganisationer til at styrke jeres profil som arbejdsplads – uanset hvor meget tid I har til rådighed.
For at synliggøre jeres organisation og gøre den (endnu mere) attraktiv for kvalificerede kandidater, er det afgørende løbende at følge med i, hvad kandidater efterspørger – for det er nemlig i konstant forandring. Derfor har vi samlet de vigtigste tendenser herunder.
Tendenser på arbejdsmarkedet 2026
De nyeste undersøgelser fra Ballisager viser, at danskernes jobpræferencer har forskudt sig markant de seneste 5-7 år. Billedet af hvad der tiltrækker kandidater er blevet mere konkret og vilkårsorienteret end før, og det stiller nye krav til, hvordan man præsenterer sig som arbejdsplads.
Løn er afgørende
Løn er rykket til tops som den vigtigste enkeltfaktor i jobvalget – en bevægelse der er accelereret efter corona og gælder på tværs af køn, alder og uddannelse. Det er en forskydning væk fra de bløde værdier og mod konkrete, målbare vilkår.
Fleksibilitet er kommet for at blive
Fleksible arbejdstider og work-life balance er steget markant og er nu den tredje vigtigste jobfaktor. Det handler mindre om hjemmearbejde specifikt og mere om en grundlæggende forventning til frihed i arbejdstilrettelæggelsen.
Faglig udvikling trækker ikke længere som før
Muligheden for at blive dygtigere er den faktor, der har tabt mest terræn siden 2019. Det betyder ikke, at udvikling er ligegyldigt, men at det alene ikke længere er nok til at differentiere en arbejdsplads.
Mening og samfundsformål holder stand
Selvom materielle faktorer fylder mere, er interessen for arbejdspladser med stærke værdier og et samfundsmæssigt formål holdt stabilt. Det er særligt akademikere, mere end hver femte, der søger det meningsfulde i jobbet. Derudover søger hver femte kandidat stadig mening i hverdagen ved at få indflydelse på sin hverdag og arbejdsopgaver.
Kollegaer betyder stadig meget – men på nye måder
Vigtigheden af gode kollegaer er faldet fra at være den absolut vigtigste jobfaktor til at ligge som nummer to. Faldet er markant, men kollegaskabet er stadig afgørende. Analysen viser i øvrigt, at det ikke blot tiltrækker, men også øger medarbejderes tilknytning til arbejdspladsen og forebygger stress.
Unge på arbejdsmarkedet – hvad Generation Z søger
En stor undersøgelse af 2.500 unge mellem 18 og 30 år tegner et overraskende billede af en generation, der ofte fremstilles som drevet af mening og formål frem for materielle vilkår.
Økonomisk stabilitet er blevet en grundlæggende forventning
Over en tredjedel af unge i job oplever ikke at tjene nok – og bekymringen er lige udbredt uanset uddannelsesbaggrund. Det er en generation, der er vokset op med finanskrise, pandemi og inflation, og som ifølge undersøgelsen selv peger på, at de særligt kigger på, om lønnen er til at leve for.
Det faglige fællesskab slår det sociale
Gode kolleger scorer højt – men når de unge selv forklarer hvorfor, handler det ikke om det sociale. Det handler om at have nogen at spørge, når noget er svært, og om en kultur hvor man tør bidrage uden at frygte konsekvenserne. Næsten hver tredje ung oplever elementer af utryghed på arbejdet i dag.
Mening er et løfte, der skal indfries i hverdagen
Interessen for at gøre en konkret forskel for andre mennesker er stabil og særligt udtalt blandt unge i de lange og mellemlange uddannelser. Men undersøgelsen viser, at mening hurtigt mister sin tiltrækningskraft, hvis den ikke understøttes af anerkendelse og reel inddragelse i hverdagen.
Vend blikket indad
En god rekruttering er altafgørende, og i 2026 er årsagen "Jeg passer ikke til mine opgaver" den primære mistrivselsårsag (Ballisager, 2026). Det kan blive dyrt for både medarbejderen og arbejdspladsen. For at tiltrække og beholde de rette medarbejdere, er det vigtigt at vise, hvem I virkelig er som arbejdsplads. Autenticitet skaber transparens og tillid - og gør det nemmere for folk at se, om de passer ind. Det handler ikke om at virke perfekt, men om at være ægte.
Et autentisk og stærkt brand som arbejdsplads bygger på tre ting – der skal hænge sammen: Vision, kultur og image.

Hvis de tre ikke stemmer overens, kan det skabe forvirring – både internt og eksternt. Det kan svække tilliden til jer som arbejdsplads og gøre det sværere at tiltrække de rette medarbejdere.
Derfor er det vigtigt løbende at tjekke, om jeres vision, kultur og image peger i samme retning. I kan identificere dem ved bl.a. at stille jer selv nedenstående spørgsmål:
- Har vi en klar vision og/eller fortælling om, hvad vi vil som arbejdsplads?
- Er der sat en tydelig retning fra ledelsen, som medarbejderne kan spejle sig i?
- Har vi definerede rammer for beslutningsansvar og arbejdsprocesser?
- Hvad ville en ny medarbejder sige efter den første måned hos os – stemmer virkeligheden overens med den, vi præsenterer i jobopslag?
- Oplever medarbejderne handling bag ordene - mål og værdier – i organisationen?
- Kan medarbejderne genkende evt. definerede rammer for beslutningsansvar og arbejdsprocesser?
- Hvilke arbejdsgange og rutiner understøtter – eller spænder ben for – vores vision?
- Matcher vores hjemmeside og jobopslag virkeligheden?
- Hvordan bliver vi omtalt på sociale medier eller i lokalområdet?
- Hvad står vi for i omverdenens øjne – og stemmer det overens med det, vi selv siger?
- Hvilke spørgsmål eller forestillinger møder vi fra ansøgere eller nye kolleger?
- Fortæller medarbejderne om organisationen udadtil, f.eks. på sociale medier? Hvis ja, hvad fortæller de om?
Kilde: VCI-modellen af Mary Joe Hatch og Majken Schultz (2003).
Hvad kan I tilbyde?
Når I opbygger eller vedligeholder jeres brand som arbejdsplads er det en fordel at kortlægge jeres organisations tilbud til medarbejderne til gengæld for deres arbejde og engagement (også kaldet Employee Value Proposition). Det handler ikke kun om løn og goder, men om hele pakken – både konkrete og følelsesmæssige faktorer. En stærk kortlægning og kommunikation af disse tilbud besvarer spørgsmålet: "Hvorfor skal nogen vælge at arbejde her?". Det kan for eksempel være:
- Kompensation: Løn, feedback og anerkendelse, barsel og orlov
- Karriere: Jobindhold, udviklingsmuligheder herunder forfremmelse og efter- og videreuddannelse, jobsikkerhed, meningsfulde opgaver
- Goder: Ferie og fridage, forsikring, seniorordning, pension, fleksible arbejdstider, mulighed for hjemmearbejde, frokost/frugt-ordninger
- Arbejdsmiljø: Autonomi, ledelsesstil, work-life-balance, ansvar, krav og forventninger
- Kultur: Værdier og formål, sammenhold og holdånd, sociale arrangementer, omgangstone, ansvarlighed
Guides og værktøjer
Guide
Styrk jeres synlighed som arbejdsplads
Vis, hvem I er som arbejdsplads! Hvis kandidater ikke kan finde jer eller forstå, hvad det er, der gør jer særlige, så risikerer I at gå glip af stærke profiler.
Få konkrete og overskuelige tips til, hvordan I kan styrke jeres digitale tilstedeværelse og branding - selv med få ressourcer. Den er nem at gå til og bruge i hverdagen.
OBS: Husk at orientere jer i relevante jobportaler. Fx BL's egen, hos Ejendoms- og Servicefunktionærernes Landsforbund el. lign.
Guide
Et målrettet jobopslag
Et godt jobopslag starter længe før, I sætter jer til tasterne. Denne guide hjælper jer med at stille de rigtige spørgsmål, tænke stillingen og profilen grundigt igennem og skrive en tekst, der afspejler jeres værdier og hjælper jer med at finde det rigtige match, både fagligt og menneskeligt.
Hent også også en simpel skabelon, der gør det nemt at strukturere jeres jobopslag, så det tydeligt og autentisk viser, hvem I er som arbejdsplads.
Skabelon og explainer
Sæt ord på det, der gør jer meningsfulde
I den almene sektor arbejder vi ikke bare med mursten og budgetter. Vi skaber hjem, fællesskaber og bæredygtige forandringer.
Her får I teksteksempler og en animeret explainer, der hjælper jer med at fortælle, hvem den almene sektor er, og hvorfor det giver mening at være en del af netop den.
Brug dem i jeres jobopslag, på hjemmesiden eller på sociale medier, når I vil vise omverdenen, hvad I står for.
Medarbejdervideoer
Her kan I hente videoer af forskelige profiler fra den almene sektor, som fortæller om deres arbejde, og hvorfor de har valgt, og hver dag vælger, hvorfor de arbejder lige netop her.
Har I en lignende stilling i jeres boligorganisation, kan I frit benytte vores medarbejder-testimonials på sociale medier, i stillingsopslag, på hjemmeside m.m. i forbindelse med rekruttering.