Boligorganisationerne, hvis beboere på grund af registerfejl i BBR, ikke har modtaget varmechecken, kan nu indsende en endelig erklæring til Energistyrelsen og derved sikre, at beboerne kan foretage en forenklet ansøgning. Erklæringen skal være fremsendt til Energistyrelsen senest den 21. februar 2023.
BL Informerer nr.0423
Nu kan der indsendes oplysninger til Energistyrelsen, til brug for beboernes ansøgning om varmecheck
De nærmere forhold omkring den supplerende ansøgningsrunde for varmechecken er beskrevet i vedhæftede skrivelse fra Energistyrelsen. Varmechecken udspringer af en politisk aftale af 10. februar 2022, hvor det blev aftalt at give en økonomisk håndsrækning til de borgere, der er hårdest ramt af energikrisen.
Ved den automatiske udbetaling af varmechecken i august 2022, kunne man konstatere, at der var en række borgere, som ikke modtog varmechecken, fordi det i BBR ikke var registreret, at deres bolig opvarmes med en varmekilde, der berettiger til tilskuddet.
Borgere, som på grund af en registerfejl ikke har modtaget varmechecken, vil få mulighed for at ansøge om udbetaling af varmechecken når ansøgningsportalen åbner 14. marts 2023.
Energistyrelsen har, på opfordring fra BL, etableret en forenklet ansøgningsproces, som gør det nemmere for de almene beboere at ansøge om varmechecken. BL har, ved BL informerer nr. 4122, informeret om processen for forenklet ansøgning, herunder baggrunden for, at boligorganisationerne blev opfordret til at fremsende oplysninger til Energistyrelsen ad to omgange.
Energistyrelsen oplyser overfor BL, at omkring 100 boligorganisationerne allerede har indsendt de efterspurgte oplysninger i udkastform til styrelsen. Der er tilsammen indsendt oplysninger på ca. 10.000 husstande. Styrelsen har haft stor nytte af den foreløbige indberetning og forventer, at boligorganisationernes tidlige indberetning har forenklet den endelige ansøgningsproces for beboerne væsentligt.
Boligorganisationerne kan nu fremsende den endelige erklæring til Energistyrelsen. Skabelonen og vejledning til erklæringen, som udgør den dokumentation, som beboeren skal anvende for at kunne søge om en varmecheck, kan tilgås på Energistyrelsens hjemmeside.
Ved spørgsmål til BL kan henvendelse ske til juridisk konsulent Mette Nørgaard Larsen på mel@bl.dk.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Mette Nørgaard Larsen