Analyser
Mini-analyse: Almene flyttemønstre
I 2021 flyttede 149.000 personer ind i en almen bolig. Ud af disse personer var 87.000 nye almene beboere, som ikke har boet alment i året før indflytning.
Huslejens størrelse synes ikke at have væsentlig betydning for fraflytningsprocenten
Af Figur 1 fremgår det, at der ikke findes en stærk sammenhæng mellem huslejeniveauet i almene familieboliger og fraflytningsprocenten, selv i København. Fraflytningsprocenten i de billigste familieboliger i København er på niveau med fraflytningsprocenten i de dyreste familieboliger i resten af landet.
Hertil er omskiftelighed naturligt størst i almene ungdomsboliger. I almene ældreboliger er fraflytningsprocent lavest, som tyder på, at ældreboligen er mange ældres sidste bolig i livet.
Figur 1. Årlig fraflytningsprocent: efter boligtype og husleje
Note: Fraflytningsprocenten defineres ved antallet af personer, der flytter, relativt til det totale antal personer. Flytninger er opgjort for personer, som flyttede i perioden 1/1 2021 til 1/1 2022. Børn under 18 år og personer, som ikke er registreret på en adresse til begge tidspunkter (fx nydfødte, ind-/udvandrere, afdøde) indgår ikke i beregningen. Store byer dækker over Aarhus, Aalborg og Odense kommune.
Kilde: BL's egne beregninger på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata.
Langt de fleste kommer udefra
I 2022 blev der anvist 86.000 almene boliger. Tre ud af fem af disse blev anvist via en ekstern venteliste. Til sammenligning blev 10 pct. af boligerne anvist via en intern venteliste. Eksterne ventelister er ventelister for personer, der ikke allerede er beboere i boligorganisationen, mens interne ventelister er ventelister for personer, der allerede er beboere i boligorganisationen.
Figur 2. Hvordan anvises de almene boliger, 2022
Note: En person kan blive anvist flere boliger i den betragtede periode. Antallet af anvisninger fortæller derfor ikke noget om antallet af personer, der flytter ind i en almen bolig. 'Særlige udlejningsaft.' dækker over fleksibel og kombineret udlejning. 'Andet' dækker over: Annoncering, bytning og boliggarantibeviser.
Kilde: Landsbyggefonden (2023): Anvisninger i den almene boligsektor 2022.