Analyser
Mini-analyse: Oversvømmelsesrisiko er størst i boligafdelinger med mange med begrænset betalingsevne
Landsbyggefonden (2026) har kortlagt oversvømmelsesrisikoen i den almene boligsektor og estimeret omkostningerne ved sikring mod de forskellige risici. Klimasikring mod ekstremregn er den dyreste post, og den samlede udgift hertil skønnes at udgøre knap 30 mia. kr.
Knap 250.000 boliger — svarende til 42 pct. af de almene boliger — ligger i bygninger, der er kategoriseret i høj risiko for oversvømmelse ved ekstremregn. Efter de gældende regler skal udgifterne til klimasikring afholdes af beboerne i de afdelinger, hvor bygninger er berørt.
Klimarisiko kan ramme socialt skævt
BL har koblet oplysninger om beboernes indkomst med andelen af boliger, der er i risiko for oversvømmelse ved ekstremregn i Landsbyggefondens kortlægning for almene boligafdelinger med mindst 100 beboere. I de afdelinger, hvor mere end halvdelen af beboerne tilhører den laveste indkomstkvintil, ligger knap 60 pct. af boligerne i bygninger med høj oversvømmelsesrisiko. I de afdelinger, hvor andelen i den laveste indkomstkvintil er mindst, gælder det 37 pct. af boligerne. Forskellen mellem afdelingerne med relativt flest og færrest beboere i lavindkomstgruppen er dermed godt 20 procentpoint.
Figur 1. Høj oversvømmelsesrisiko fra ekstremregn og beboernes indkomst
Note: Afdelinger er rangeret i deciler efter andelen af beboere i den laveste indkomstkvintil (søjler og venstre akse); punkter viser andelen af boliger i bygninger kategoriseret som røde eller dybt røde ift. ekstremregn (højre akse). Se den fulde metodebeskrivelsen i analysen. Kun afdelinger med mindst 100 personer/50 husstande er medtaget på grund af diskresioneringsregler, 79 pct. af samtlige almene beboere bor i disse afdelinger.
Kilde: BL’s egne beregninger på baggrund af Det Almene Datavarehus samt Danmarks Statistiks registerdata.
Sammenhængen mellem andelen i den laveste indkomstkvintil og oversvømmelsesrisikoen er robust over for afgrænsning til udelukkende familieboliger, medtagelse eller undtagelse af bygninger med kælderskakte samt opgørelse på bygningsniveau frem for boligniveau.