Skip to main content Skip to footer

Vidensblad

Forretningsorden for organisationsbestyrelsen

Organisationsbestyrelsens forretningsorden indeholder de regler og retningslinjer, som bestyrelsen selv fastsætter for sit eget arbejde.

Oprettet: mandag den 20. december 2021
Opdateret: tirsdag den 24. september 2024
Sideansvarlig: Nana Juul

Organisationsbestyrelsens forretningsorden indeholder de regler og retningslinjer, som bestyrelsen selv fastsætter for sit eget arbejde. Forretningsordenen supplerer vedtægter og gældende lovgivning, men den kan ikke ændre på de givne regler.

Forretningsordenen kan ses som bestyrelsens egen håndbog om arbejdet i bestyrelsen. Den er en vigtig hjælp for bestyrelsens medlemmer – ikke mindst de nye – og et vigtigt bidrag til at give omverdenen en forståelse af bestyrelsens arbejde.

Anbefalinger

  • Fastsæt en skriftlig forretningsorden
  • Find inspiration hos andre, men sørg for, at forretningsordenen passer til netop jeres bestyrelse
  • Brug jeres forretningsorden og tilpas den løbende, så den altid er dækkende og opdateret
  • Sørg for, at forretningsordenen er kendt og synlig i og udenfor bestyrelsen

Det fremgår af normalvedtægterne, at bestyrelsen ved en forretningsorden træffer ”nærmere bestemmelser om udførelsen af sit hverv”. Herudover er der ikke fastsat nærmere krav eller standarder i lovgivningen, og det er derfor helt op til den enkelte bestyrelse at afgøre, hvad forretningsordenen skal indeholde.

En skriftlig forretningsorden kan virke som en stor og besværlig ”papirtiger”, hvis ikke bestyrelsen arbejder med den og sørger for at gøre den til sin egen.

En forretningsorden, der ikke bliver brugt, drøftet og tilpasset med jævne mellemrum, vil hurtigt miste sin relevans

En mundtlig forretningsorden giver intet overblik, og den giver hverken bestyrelsens medlemmer eller omverdenen et indblik i bestyrelsens arbejde

BL’s værktøj til forretningsorden

BL’s skabelon er et værktøj, der kan hjælpe bestyrelsen, når den skal lave sin egen forretningsorden. BL anbefaler, at bestyrelsen laver en skriftlig forretningsorden, men skabelonen er ikke i sig selv hverken en standard eller en anbefaling – den er blot et hjælpeværktøj, som bestyrelsen kan bruge og tilpasse og i sidste ende gøre til sin egen.

Skabelonen indeholder en række af de emner, som BL omtaler og kommer med anbefalinger til under overskriften ”God Almen Ledelse”. Bestyrelsen bør forholde sig til BL’s anbefalinger på de enkelte områder, når bestyrelsens forretningsorden skal udvikles eller tilpasses.

Hvordan bruges værktøjet?

Skabelonen kan downloades i to forskellige Word-udgaver. De er ens, bortset fra, at de er tilpasset boligorganisationer med hhv. et repræsentantskab (REP) og en generalforsamling (GEN) som øverste myndighed.

I skabelonerne bruger vi begrebet ”forretningsfører” som en samlet betegnelse for forretningsfører, direktør og andre administrative ansatte, der betjener bestyrelsen på vegne af forretningsføreren. Betegnelsen bruges, fordi den findes i fx normalvedtægterne, men ordlyden i forretningsordenen skal naturligvis tilpasses forholdene i den enkelte boligorganisation.

I bilag 1 til skabelonen lægges der op til en oversigt over de politikker og retningslinjer, bestyrelsen har fastsat. De nævnte politikker i oversigten er udelukkende tænkt som eksempler.