Skip to main content Skip to footer

Vidensblad

Arbejdsklausuler

Få overblik over, hvad arbejdsklausuler er, og hvordan de sikrer fair arbejdsforhold. Lær om deres betydning, reglerne bag og få gode råd til ansvarligt arbejde.

Oprettet: fredag den 24. januar 2025
Sideansvarlig: Mette Nørgaard Larsen

BL ønsker at fremme ordentlige og velfungerende forhold på byggepladserne. Derfor gør vi følgende:

  1. Vi anbefaler alle vores medlemmer at bruge BL’s arbejdsklausul ved udbud og aftaler om byggeopgaver.
  2. Vi tilbyder vores medlemmer råd og vejledning om forebyggelse og kontrol af social dumping.
  3. Vi er medstiftere af foreningen Byggeriets Samfundsansvar.


Klausul til kontrakten

BL opfordrer alle medlemmer til at stille følgende krav i forbindelse med udbud af og indgåelse af kontrakt om byggeopgaver (renovering og nybyggeri). Hent den her.

Anbefaling, kontrol og sanktioner til arbejdsklausuler

BL anbefaler en arbejdsklausul, der stiller krav om, at entreprenøren og alle underentreprenører er sikret løn, arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som svarer til de mest repræsentative kollektive overenskomster i Danmark, og som gælder for hele det danske område.

Klausulen indebærer ikke et krav om, at entreprenører og underentreprenører rent faktisk skal have indgået overenskomster.

BL anbefaler en klausul, som gør overentreprenøren/totalentreprenøren ansvarlig for løn- og ansættelsesforhold også hos underentreprenører og disses underentreprenører.

Klausulen bruges i alle nybyggeri- og renoveringssager.

Det anbefales, at entreprenøren og underentreprenører benytter en tilsvarende klausul i deres kontrakter med underentreprenører. Dermed kan entreprenøren sikre, at det ansvar, entreprenøren selv måtte ifalde over for bygherren, kan gøres gældende af entreprenøren overfor underentreprenører, der har overtrådt klausulen.

Læs herunder anbefalinger og retningslinjer på specifikke punkter for arbejdsklausuler: 

Landets almene boligorganisationer har sjældent sager om social dumping på byggepladserne, og sådan skal det blive ved med at være. Vi ønsker at fortsætte indsatsen mod social dumping i tæt samarbejde med de udførende på pladsen. 

Ved brug af klausulen har bygherren en række beføjelser til kontrol. Klausulen har først og fremmest til hensigt at forebygge problemer. 

Meget handler om at indrette byggepladserne på en måde, som fremmer ordentlige forhold. 

Når mistanke om uregelmæssigheder opstår, giver klausulen mulighed for at kræve dokumentation og gøre brug af sanktioner. 

Efter udbudsloven skal bygherrens krav om brug af arbejdsklausuler fremgå tydeligt af udbudsmaterialet eller udbudsbekendtgørelsen. 

Det skal endvidere fremgå, hvilke krav bygherren stiller til dokumentation for overholdelse. Endelig skal det fremgå, hvilke sanktioner entreprenøren kan ifalde. 

Kravene skal også fremgå af kontrakten. 

Det anbefales, at bygherre og entreprenør snarest muligt efter indgåelse af kontrakten drøfter, hvordan de vil samarbejde om at sikre sig, at løn- og arbejdsforhold lever op til klausulen. 

Efter klausulen er det et krav, at alle ansatte på byggepladsen orienteres om gældende overenskomster. Ved denne indledende drøftelse er det en god ide, at entreprenøren også orienterer bygherren om hvilke overenskomster, der anvendes. 

Der er ofte større risiko for social dumping på opgaver, som i mindre omfang kræver faglært arbejde. Det anbefales, at bygherre og entreprenør hurtigst muligt efter kontraktens indgåelse drøfter hvilke opgaver, der kræver størst opmærksomhed. 

Hvis ansættelsesforholdene ikke er i orden, vil der ofte være andre tegn, der viser det. Det kan være manglende brug af sikkerhedsudstyr eller arbejdstøj, arbejde på skæve tidspunkter af døgnet, eller at en gruppe ansatte bliver afleveret tidligt i bil og hentet sent. Det bør drøftes, hvordan man reagerer på disse tegn. 

Det er også en god ide allerede på dette tidspunkt at henlede entreprenørens opmærksomhed på de krav, der stilles bl.a. til ansættelsesbevis og til dokumentation ved tegn på uregelmæssigheder. I den forbindelse kan man også gøre entreprenøren opmærksom på, at der efter persondataloven kan være behov for at indhente samtykke til videregivelse af oplysninger fra de ansatte. 

Det er et krav i klausulen, at entreprenøren skal orientere bygherren om hvilke underentreprenører, der anvendes ved opfyldelse af kontrakten. 

Efter klausulen skal der desuden systematisk orienteres på byggemøder mv. om, hvem der opholder sig på byggepladsen, og hvilket arbejde de udfører. 

Disse krav er med til at sikre opmærksomhed på alle underentrepriser. 

I det konkrete udbud skal bygherren præcisere kravene i klausulens pkt. 3 til orientering på bygge- drifts og statusmøder m.v., som afhænger af byggeopgavens omfang og organisering.

Bygherren kan efter klausulen til hver en tid udstede regler for ophold på byggepladsen, herunder forbud mod overnatning.

Det er vigtigt, at både beboere og andre ansatte ved, hvor de kan henvende sig, hvis de har spørgsmål til forholdene på byggepladsen. Det er et krav i klausulen, at entreprenøren oplyser dette ved skiltning eller på lignende måde.

Dermed bliver entreprenør og/eller bygherre hurtigt opmærksomme på forhold, der bør undersøges nærmere. 

Hvis der er forhold, der ikke er i orden, vil der ofte være andre ansatte på byggepladsen, der har kendskab til det. Overvej derfor hvordan I på byggepladsen skaber synlighed om indsatsen mod social dumping. 

Udstationerede udenlandske tjenesteydere skal være registreret efter gældende regler om RUT-registrering – der henvises til RUT. 

Bygherren har pligt til at rette henvendelse til Arbejdstilsynet senest tre dage efter at arbejdet er gået i gang, hvis dokumentation for RUT-registrering ikke er modtaget. Ellers kan bygherren ifalde en bødestraf. 

Efter klausulen skal alle medarbejdere på byggepladsen have et ansættelsesbevis, og skal på forlangende kunne dokumentere deres identitet med billedlegitimation. Det er en skærpelse i forhold til kravene i ansættelsesbevisloven, som giver arbejdsgiveren en måned til at udstede beviset. Alle medarbejdere skal desuden kunne fremvise billedlegitimation.

Opstår der tegn på uregelmæssigheder, kan bygherren efter klausulen kræve følgende dokumentation udleveret:

  • Løn- og timesedler,
  • Lønregnskab,
  • Ansættelseskontrakter,
  • Udtræk fra e-indkomst,
  • Gældende overenskomster
  • Revisorerklæringer, og
  • Andre relevante dokumenter. 

Bygherren og dennes repræsentant kan altid foretage uanmeldte kontrolbesøg. 

Hvis der er mistanke om overtrædelse af arbejdsklausulen, bør bygherren i første omgang bede om at se e-indkomstkvittering, ansættelsesbeviser samt timesedler. Hvis der er behov for det, kan bygherren desuden bede om at se lønsedler.

Med denne dokumentation kan bygherren konstatere at den løn, der udbetales til den ansatte, svarer til det, der indberettes til SKAT, og som fremgår af timeregnskabet på pladsen. Det giver et godt billede af, om tingene er i orden. 

Der kan kræves materiale for de personer, som mistanken vedrører – hvis det er mange personer, kan der foretages stikprøver for et overskueligt antal. 

Hvis ansættelsesforholdene ikke er i orden, kan der være andre tegn på dette. Det kan f.eks. være, at datoen på alle ansættelseskontrakterne er den samme, at underskrifterne ser helt ens ud, eller at entreprenøren ikke kan nå at udlevere materialet inden for fristen. Det kan også være, at der arbejdes mange timer hver dag.

Materialet kan kræves med en frist på 5 arbejdsdage. Bygherren kan desuden kræve en redegørelse med en frist på 10 arbejdsdage. 

Det er entreprenørens opgave at sikre, at reglerne om videregivelse af oplysninger i persondataloven er opfyldt, og at der i fornødent omfang er indhentet samtykke fra de ansatte. 

Hvis bygherren efter en gennemgang af materialet er i tvivl om klausulen er overholdt, kan det kræve en nøjere gennemgang af arbejdsforhold og overenskomster på området. 

Det kan ofte være en fordel at gøre brug af ekspertbistand ved kontrol. Der findes virksomheder på markedet, der tilbyder denne form for bistand. 

Det er entreprenørens forpligtelse at sikre, at entreprenøren og alle underentreprenøren overholder forpligtelserne i klausulen. 

Hvis entreprenøren eller underentreprenørerne ikke overholder forpligtelserne, ifalder entreprenøren en bod. Størrelsen af boden pr. arbejdsdag fastsættes nærmere i klausulen, og afhænger af entreprisesummens størrelse sammenholdt med antallet af forventede ansatte på byggepladsen. 

Boden kan typisk fastsættes til mellem 5-10.000 kr. pr. arbejdsdag pr. medarbejder, hvor overtrædelsen har fundet sted. 

Betaler entreprenøren ikke den påløbne bod, kan beløbet modregnes i entreprenørens vederlag. 

Hvis entreprenøren og underentreprenører har benyttet en tilsvarende klausul i deres kontrakter med underentreprenører, kan det sikres, at den bod entreprenøren måtte ifalde dækkes af den underentreprenør, der har overtrådt klausulen. 

Ved væsentlig misligholdelse kan bygherren skriftligt meddele entreprenøren, at aftalen er ophævet, medmindre entreprenøren inden 8 dage fra modtagelsen af meddelelsen bringer misligholdelsen til ophør. Hvorvidt en misligholdelse er væsentlig, er en konkret vurdering, og det anbefales at indhente juridisk bistand i den forbindelse. 

Bygherren kan ved ophævelse kræve erstatning af entreprenøren for eventuelle tab forbundet med ophævelsen.