De midlertidige regler for almene boligorganisationer, der er gældende for at tage højde for forsamlingsforbuddet som følge af coronavirus, er blevet forlænget fra 1. juli til 1. oktober 2020 – og suppleret med mulighed for at forlange forhåndstilmelding til visse møder og afstemning ved fuldmagt til afdelingsmøder.
BL Informerer nr.3620
Ændring af bekendtgørelse om fravigelse af regler på boligområdet som følge af coronavirussygdom 2019 (COVID-19)
Den 4. april 2020 trådte bekendtgørelse om fravigelse af regler på boligområdet som følge af coronavirussygdom 2019 (COVID-19)i kraft – som aftalt i BL Informerer nr. 1920.
Bekendtgørelsen gav mulighed for at fravige reglerne for de almene boligorganisationer omkring afholdelse af møder i beboerdemokratiet, godkendelse af budgetter og regnskaber, valg af medlemmer til de beboerdemokratiske organer og frister for forbrugsregnskaber.
Bekendtgørelsen er forlænget fra 1. juli til 1. oktober 2020, dog med undtagelse af bestemmelserne om frister for forbrugsregnskaber, der fortsat er gældende indtil den 4. oktober 2020.
Bekendtgørelse er desuden ændret og supplerer de allerede gældende midlertidige regler, således der nu er følgende muligheder:
- Boligorganisationen kan kræve forhåndstilmelding til repræsentantskabsmøder, generalforsamlinger og afdelingsmøder indtil 2 uger før mødets afholdelse.
- Boligorganisationen kan beslutte urafstemning i repræsentantskabet eller blandt stemmeberettigede medlemmer af generalforsamlingen om forhold, som efter vedtægten besluttes af repræsentantskabet/generalforsamlingen. Beslutninger om vedtægtsændringer og opløsning af boligorganisationen skal opfylde kravene i boligorganisationens vedtægt med hensyn til flertal og afgivne stemmer.
- Boligorganisationen skal acceptere, at det midlertidigt er muligt at afgive stemme ved fuldmagt på afdelingsmødet.
Se nærmere i Transport- og Boligministeriets ”Skrivelse om ændring af bekendtgørelse om fravigelse af regler på boligområdet som følge af coronavirussygdom (COVID-19)” og rettelse dertil i ”Om skrivelse vedr. ændring af coronabekendtgørelsen på boligområdet”.
Bekendtgørelsen understreger, at reglerne om udskydelse af repræsentantskabsmøde og aflysning/udskydelse af afdelingsmøder kan anvendes, så længe forsamlingsforbud udgør en hindring for afholdelse af møderne. Når forsamlingsforbud ikke længere udgør en hindring, skal der indkaldes til de udskudte møder med den frist, der fremgår af boligorganisationens vedtægt.
Med den seneste ændring af det lille forsamlingsforbud er det dog nu muligt for mange boligorganisationer at afholde afdelingsmøder og repræsentantskabsmøder, idet det pr. 13. juni 2020 er tilladt, at forsamles mere end 50 personer til arrangementer, hvis deltagerne i det væsentligste sidder ned. Der er dog alene tilladt at forsamles max 500 personer, og der vil derfor stadig være boligorganisationer, hvor det ikke er muligt at afholde møderne endnu.
Det store forsamlingsforbud gælder indtil videre frem til udgangen af august 2020.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Sanne Steen Petersen