Skip to main content Skip to footer

Høringssvar

Udmøntning af pulje til energifællesskaber og klimaomstilling lokalt

Bekendtgørelsen sætter rammerne for udmøntningen af puljen til lokale energifællesskaber og lokal forankring af klimaomstillingen.

Oprettet: fredag den 24. juni 2022
Opdateret: onsdag den 12. juni 2024
Sideansvarlig: Mette Nørgaard Larsen

BL – Danmarks Almene Boliger har den 3. juni 2022 modtaget Høring over bekendtgørelse om tilskud til lokale energifælleskaber og lokal forankring af klimaomstilling af Energistyrelsen.

BL takker herfor og har følgende bemærkninger til høringen:

Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 3, at:

»Tilskud kan søges af en projektorganisation. Projektorganisationer, som søger midler til større projekter jf. § 2, stk. 1, nr. 2, skal som minimum indeholde et allerede etableret VE-fællesskab eller borgerenergifællesskab (som herefter under ét kaldes et energifællesskab) eller en gruppe af borgere, der planlægger at etablere et energifællesskab. Projektorganisationen kan derudover indeholde aktører såsom en kommune, en forening, en NGO, et universitet, en aggregator, en balanceansvarlig og/eller en virksomhed som f.eks. en elhandelsvirksomhed eller elforsyningsvirksomhed.«

BL læser bestemmelsen sådan, at projektorganisationer, som allerede indeholder et VE-fællesskab eller borgerenergifællesskab, kan søge tilskud. En grupper borgere, der planlægger at etablere et energifællesskab, kan også søge om tilskud, men derimod kan juridiske personer, som planlægger at etablere et VE-fællesskab, ikke søge tilskud.

BL finder denne udelukkelse af planlagte VE-fællesskaber fra tilskudspuljen uhensigtsmæssig, idet lokale VE-fællesskaber udgør et vigtigt bidrag til den grønne omstilling, og der ligger et stort potentiale i at få etableret lokale VE-fællesskaber i de almene boligorganisationer. De almene boliger i Danmark har tagarealer på ca. 2.000 hektar, og benyttes bare 25 pct. af dette areal til solceller, vil sektoren kunne bidrage med en kapacitet på 0,5 GW fra vedvarende solenergi.

BL foreslår derfor, at bestemmelsen udvides til også at omfatte juridiske personer, der planlægger at etablere et VE-fællesskab.

BL har herudover ikke yderligere bemærkninger til høringen.

Med venlig hilsen

Bent Madsen
Adm. direktør