Samfunds-
økonomisk værdi
Den almene boligsektor huser næsten 1 mio. mennesker. Huslejeindtægterne indgår direkte i beregningen af Danmarks samlede produktionsværdi og BNP. Læs her om den almene sektors samfundsværdi.
Den almene sektor bidrager til produktion og beskæftigelse
Den almene boligsektor huser næsten 1 mio. mennesker. Huslejeindtægterne indgår direkte i beregningen af Danmarks samlede produktionsværdi og BNP. Sektorens samlede produktionsværdi udgør godt 40 mia. kr. om året, og omkring 16.000 personer er beskæftiget i sektoren.
Når den almene sektor leverer sin kerneydelse – udlejning af boliger – skaber det samtidig efterspørgsel efter varer og serviceydelser i andre brancher. Det gælder fx ydelser fra byggesektoren i forbindelse med vedligehold, forsikringsydelser samt rengøringsservice. Denne aktivitet genererer yderligere omkring 16 mia. kr. i produktionsværdi og beskæftiger ca. 8.000 personer. Det er den indirekte værdiskabelse, som udspringer af den almene sektors drift.
Ud over driften skaber sektoren også betydelig aktivitet i andre brancher, særligt bygge- og anlægsbranchen, når der opføres nye almene boliger, eller når der udføres større renoveringer og vedligehold.
Sektoren bidrager desuden til en bæredygtig social og klimamæssig udvikling samt til den blandede by. Se mere i faktaarket og de tilhørende kilder.
Geografisk fordeling af ansatte i den almene sektor
Kortet nedenfor viser den geografiske fordeling af antallet af ansatte i den almene sektor på tværs af danske kommuner. Overordnet ses en klar tendens til, at kommuner med større byområder og høj befolkningstæthed har flere ansatte i den almene sektor. København har 2.240 ansatte, mens Frederiksberg og Aarhus begge har over 1.100 ansatte. Omvendt ligger kommuner med lavere befolkningstal typisk i de lavere intervaller. Kommuner markeret som “ukendt” indikerer få ansatte eller manglende data.
Kilde: AE (2025).