Program til Almene Boligdage
Se programmet til Almene Boligdage 2026 og læs om talerne.
Josefine Høgh
TV-vært Josefine Høgh vil guide os sikkert gennem Almene Boligdage med sin smittende energi og skarpe formidling, som vi kender fra en række populære DR-programmer som Sporten, I hjernen på stjernen, Danmarksindsamlingen og senest fra dækningen af OL i Milano.
Svend Brinkmann
På scenen byder vi velkommen til professor og forfatter Svend Brinkmann, der giver sit bud på, hvordan vi ruster os og står stærkt mod stigende polarisering og pres på demokratiet.
Mikkeline Sofie Skjerning Thomsen og Tali Mørch
Mikkeline Sofie Skjerning Thomsen og Tali Mørch tager os med ind i en verden af de bedste og værste digitale fællesskaber, som de er eksperter i og viser os, hvordan de digitale fællesskaber kan være et vigtigt værktøj til at styrke lokale fællesskaber.
Mikkeline Sofie Skjerning Thomsen og Tali Mørch er partnere i kooperativet Os & Data, der har sat sig for at styrke det digitale demokrati gennem dokumentation, dialog, værktøjer og data.
Bjarne Corydon og Charlotte Bach Thomassen
Bjarne Corydon og Charlotte Bach Thomassen mødes i en samtale om, hvorfor demokratisk deltagelse, fællesskab og medborgerskab ikke længere kun er sociale værdier, men strategiske nødvendigheder. Med afsæt i DR’s nye strategi og erfaringerne fra DGI’s arbejde med deltagelse, foreningsliv og lokale fællesskaber taler de om, hvordan man kan arbejde strategisk med stærke demokratiske fællesskaber, og hvordan strategierne kan komme til live i praksis.
Bjarne Corydon er tidligere finansminister og nu generaldirektør i DR, hvor han har stået i spidsen for DR's nye strategi Forskellige sammen, der har fokus på at styrke det danske demokrati i en tid, hvor flere vestlige demokratier er under pres.
Charlotte Bach Thomassen har siden 2018 stået i spidsen for DGI, som samler tusindvis af lokale foreninger og arbejder for at styrke aktive fællesskaber i hele Danmark. Herudover besidder hun en række andre bestyrelsesposter, f.eks. i Madkulturen, TV2 og Foreningen Folkemødet og er en markant stemme i arbejdet med demokratiske fællesskaber, foreningsliv og civilsamfundets rolle i samfundet.
Søren-Emil Schütt, Katrine Schütt, Jannie Rosenberg Bendsen
Søren-Emil Schütt, Katrine Schütt og Jannie Rosenberg Bendsen tager en samtale om det gode hjem, og hvordan boligområder kan blive steder, hvor mennesker ikke bare bor, men føler sig hjemme. Hvad betyder fællesskaber, hvordan kan vi bruge kunsten, og hvordan sikrer vi, at flere får mulighed for at præge de steder, de bor?
Søren-Emil Schütt er næstformand i Boligselskabet AKB København og Christiania Boligorganisation og stifter og leder af AKK – Almene Kunstklubber. Han arbejder for at gøre beboerdemokratiet til en strategisk kraft – i den almene boligsektor og i samfundet som helhed. Gennem Almene Kunstklubber arbejder han med, hvordan kunst og kultur konkret kan bidrage til den sociale og fysiske udvikling af vores boligområder.
Katrine Schütt er kommunikationsansvarlig i Ungdomsbureauet, der arbejder projektbaseret med unge, engagement og demokrati. Hver dag arbejder hun og Ungdomsbureaet for, at unge skal være en naturlig del af de beslutninger, der påvirker deres liv - og at de bliver inviteret med om bordet, til at deltage og ind i fællesskaberne på deres egne præmisser.
Jannie Rosenberg Bendsen er arkitekturhistoriker og ph.d. fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet. Hun er adjunkt på Arkitektskolen Aarhus. Hendes forsknings- og formidlingsaktiviteter omfatter en række bøger og artikler om dansk arkitekturhistorie med fokus på bygningsfredning, boliger og det 20. århundrede. Jannie er medforfatter på den nye bog Bo godt! Boligidealer i dansk populærkultur mellem 1930 og 1960, der sætter fokus på, hvordan danskernes boligdrømme udviklede sig i 1930-1960.
Henrik Dresbøll
Henrik Dresbøll giver os en peptalk med redskaber til at tage konferencens inspiration og læringer med hjem og faktisk tage det i brug. Med sin store viden om vanetænkning, nudging og adfærdsændringer klæder han os på til at gøre op med det "plejer", som er så svært at komme udenom.
Kristian Cedervall Lauta
Hvordan reagerer vi som mennesker, organisationer og samfund, når det uventede rammer? Og hvad kan kriser lære os om fællesskab, ansvar og evnen til at stå stærkt sammen? For når kriser rammer, handler det også om tillid, relationer, handlekraft og fællesskabets styrke. Hvad er det, der gør os robuste ikke kun som organisationer, men som samfund?
Han forsker i katastrofer, klima og risici og i hvad kriser fortæller os om den måde, vi har indrettet vores samfund på.