Trafik- Bygge og Boligstyrelsen har udstedt en ny bekendtgørelse om fremme af udviklingen af opførelsen af skæve boliger. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. februar 2020 og ophævede den tidligere bekendtgørelse om skæve boliger fra 2009.
Overordnet giver bekendtgørelsen en mere fleksibel ramme ved etablering af skæve boliger.
BL Informerer nr.0420
Ny bekendtgørelse om etablering af skæve boliger
Opførelse af skæve boliger i eksisterende byggeri
Med bekendtgørelsen gøres det nu muligt at etablere skæve boliger i et eksisterende byggeri. Tidligere har det kun været muligt at etablere skæve boliger i forbindelse med nybyggeri og ombygning.
Etableringen af boligerne i eksisterende byggeri sker dog uden støtte, jf. § 1, stk. 2.
Differentieret tilskudsmodel
Bekendtgørelsen indfører en differentieret tilskudsmodel, hvorefter der kan ydes et højere tilskud i visse kommuner i landet. Beløbet følger differentieringen af maksimumsbeløb for almene familieboliger efter almenboligloven. De pågældende kommuner samt det forhøjede beløb fremgår af bekendtgørelsens § 16.
Støtte til renoveringer af skæve boliger
Der gives der mulighed for, at der i forbindelse med renoveringer af skæve boliger kan gives tilsagn om støtte. Dette skal dog skønnes økonomisk forsvarligt i forhold til en ombygning eller nedrivning af boligerne, førend der kan ydes støtte ved renovering, jf. § 4.
Støtte til ansættelse af social vicevært
Der kan i en periode på op til tre år ydes støtte til en social vicevært, som tilknyttes de skæve boliger, uanset om der er tale om skæve boliger etableret med eller uden støtte.
Tilskuddet kan maksimalt udgøre 300.000 kr. pr. år i tre år. Dette forudsætter, at der er tale om projekter med 10 boliger eller flere.
Projekter, der består af mindre end 10 skæve boliger, vil få en tilsvarende reduceret støtte. Dog er det en betingelse for støtte generelt, at der er mindst tre boliger, som er tilknyttet den sociale vicevært, jf. § 17.
Vederlagsfri rådighed over byggegrund ved etablering af skæve boliger
Kommunalbestyrelsen kan beslutte at stille en kommunalt ejet ubebygget grund vederlagsfrit til rådighed for etablering af skæve boliger, jf. § 24. Denne løsning giver opførelsen af skæve boliger bedre bygningsmæssige rammer for samtidigt at fremme hjemløseproblematikken.
Øvrige ændringer
Tilskud til sociale viceværter ydes som årlige tilskud over en treårig periode. Ved udbetaling af årligt tilskud skal der ifølge tidligere gældende praksis for ordningen indsendes et revisorgodkendt regnskab for hvert af årene. Dette er med den nye bekendtgørelse ændret således, at der herefter kun kræves et indsendt revisorgodkendt regnskab, hvis det samlede treårige tilskud overstiger ½ mio. kr., jf. § 27, stk. 3.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Caroline Simone Evers