Skip to main content Skip to footer

BL Informerer nr.9220

Kontakt landets infohuse ved mistanke om eller bekymring for radikalisering eller ekstremisme

Alle dele af det danske samfund kan bidrage til at mindske risikoen for terror ved at kontakte landets såkaldte Infohuse ved mistanke eller bekymring om radikalisering eller ekstremisme. Dette gælder også den almene boligsektor, og myndighederne opfordrer til, at personer i den almene boligsektor ved bekymringer eller viden om radikalisering eller ekstremisme kontakter et af Infohusene, som findes i landets 12 politikredse. 

Oprettet: torsdag den 17. december 2020
Opdateret: lørdag den 13. juli 2024
Sideansvarlig: Bent Madsen

Radikalisering er en dynamisk proces, hvor en person i stigende grad accepterer anvendelse af vold eller andre ulovlige midler til at opnå politiske, religiøse eller ideologiske mål. Radikalisering kan finde sted inden for alle ekstremistiske miljøer.

Infoveje

Er du eller en medarbejder bekymret for, at personer eller et miljø er ved at blive radikaliseret eller har ekstremistisk adfærd, så skal man kontakte politikredsen og bede om at komme i kontakt med tovholderen for infohuset. Infohusene er et samarbejde mellem kommune, politi og andre myndigheder, der forebygger kriminelle handlinger med ekstremistisk motiv. Infohus-tovholdere modtager og håndterer bekymringer om tegn på radikalisering og ekstremisme. Det er også muligt at kontakte PET på pet@pet.dk.

PET har et forebyggelsescenter, som kan kontaktes med alt fra ideer, sparringsbehov og forslag. PET’s forebyggelsescenter samarbejder med flere forskellige aktører i civilsamfundet ift. sparring og opkvalificering på området, ligesom Forebyggelsescentret afholder forskellige netværks- og kapacitetsopbygningsarrangementer.

For spørgsmål og tvivl om, hvilken myndighed du skal kontakte, kan du gå via følgende hotline, der viderestiller til rette sted: https://politi.dk/hotline-mod-radikalisering

Med venlig hilsen
Bent Madsen / Louise Buch Viftrup