Læs nærmere om reglerne og få inspirationsmateriale, hvis du skal i gang med et projekt, der kræver genhusning.
Vidensblad
Genhusning
Når boliger skal nedrives, ombygges eller renoveres i et omfang, så udlejeren kan opsige lejemålet, skal den nuværende beboer genhuses.
Genhusning kan være midlertidig, men hvis perioden for renovering mv. er mere end et år, har beboeren ret til tilbud om permanent genhusning.
Her kan du læse nærmere om reglerne og finde inspirationsmateriale, hvis du skal i gang med et projekt, der kræver genhusning.
Reglerne om genhusning
Hvis en almen ejendom skal nedrives eller ombygges i et omfang, som gør det nødvendigt, at beboerne flytter, har den almene boligorganisation ret til at opsige dem. Beboerne har krav på at blive genhuset. Boligorganisationen beslutter, om genhusningen er midlertidig eller permanent. Hvis genhusningsperioden er over 12 måneder, har beboeren altid krav på permanent genhusning.
Genhusningspligten går ud forud for alle udlejningsregler. Lejere, der genhuses, skal derfor ikke leve op til eventuelt fastsatte kriterier. Det gælder også, hvis der sker genhusning i et boligområde, som er omfattet reglerne om obligatorisk fleksibel udlejning.
Genhusningspligten går også forud for kommunal anvisning. Hvis alle ledige boliger skal anvendes til genhusning, vil kommunen ikke få tilbud om boliger til anvisning.
Permanent genhusning
Ved permanent genhusning skal beboeren have tilbud om en genhusningsbolig, der har en passende størrelse, beliggenhed, kvalitet og udstyr. Beboeren får en ny lejekontrakt på den bolig, vedkommende genhuses i.
Boligen har en passende størrelse, når den har et værelse mere end antallet af husstandsmedlemmer eller samme antal værelser som den bolig, der skal fraflyttes. Hvis beboeren er indforstået med det, kan genhusning ske på tværs af kommunegrænser. Udlejeren skal dække rimelige og dokumenterede udgifter i forbindelse med flytningen.
Midlertidig genhusning
Ved midlertidig genhusning stilles der færre krav til genhusningen, som blot skal være passende og fx kan være et hotelværelse. Ved midlertidig genhusning kan der ske genhusning i andre kommuner, hvis beboeren er indforstået med det. Ved midlertidig genhusning bevarer beboeren sit lejeforhold i den bolig, der skal renoveres eller ombygges.
Er en ombygning planlagt til at vare mindre end 12 måneder og arbejdet trækker, så det alligevel varer mere end et år, har beboeren følgende valgmuligheder:
- At få den midlertidige genhusningsbolig som permanent genhusning
- At få en anden permanent genhusningsbolig
- At fortsætte den midlertidige genhusning, og vente med at rykke tilbage til den oprindelige bolig til ombygningen eller renoveringen er fuldført.
Midlertidig genhusning og husleje
Ved midlertidig genhusning betaler beboeren fortsat husleje i sin kontraktsbolig, dvs. den bolig, der renoveres eller er under ombygning.
Hvis genhusningsboligen er dyrere i husleje, betaler udlejer differencen. Hvis genhusningsboligen er billigere, skal beboeren dog kun betale husleje i et niveau, der svarer til genhusningsboligen.
Hvis beboeren får en lavere husleje i genhusningsboligen, og modtager boligstøtte, skal det lavere beløb indberettes til Udbetaling Danmark.
Beboeren betaler forbrugsudgifter i genhusningsboligen, men ikke i den oprindelige bolig.
Midlertidig genhusning og beboerdemokrati
Når en beboer genhuses midlertidigt, fastholder beboeren sit lejeforhold i den bolig, der skal renoveres eller ombygges. Det betyder, at beboeren ikke kan deltage i beboerdemokratiet i den boligafdeling, hvor beboeren genhuses. Beboeren har hverken adgang til afdelingsmødet eller stemmeret i den afdeling, hvor vedkommende genhuses.
Fraflytningssyn ved midlertidig genhusning
Ved midlertidig genhusning skal kontraktsboligen gennemgås for at konstatere boligens stand inden renoveringen, så eventuelle skader under renoveringen ikke pålægges beboeren ved endelig fraflytning. Der skal også aflæses energiforbrug, fordi beboeren ikke hæfter for forbruget i renoveringsperioden.
Ved samme gennemgang konstateres det, om beboeren har klar gjort til renoveringen ved at rengøre og rydde boligen.
Den midlertidige genhusningsbolig, som beboeren flytter ind i, bør synes både ved ind- og fraflytning, fordi beboeren hæfter for eventuel misligholdelse af den midlertidige genhusningsbolig. Hvis der ikke sker ind- og fraflytningssyn af den midlertidige genhusningsbolig, er det boligorganisationen, der må afholde udgiften for eventuel misligholdelse.
Vejledning om genhusning i praksis
AlmenNet har udviklet en vejledning til genhusning, der baserer sig på erfaringer fra en række forskellige boligorganisationer. Der er ikke tale om en facitliste men om praktiske værktøjer, hvor der kan hentes værdifuld viden fra konkrete genhusningsprojekter.