Skip to main content Skip to footer

Analyser

Flere unge fra almene boliger vælger velfærdsuddannelser

Færre unge fra det almene er ufaglærte og flere får en velfærdsuddannelse

Den almene sektor har haft en kraftig fremgang i andelen af velfærdsuddannede. Det viser en analyse, som BL har lavet i samarbejde med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

I dag har 16,4 pct. af 30-årige fra den almene sektor afsluttet en velfærdsuddannelse såsom social- og sundhedshjælper og -assistent, pædagogisk assistent, pædagog, socialrådgiver, lærer og sygeplejerske. For godt 20 år siden var det 8,1 pct. af de almene unge, der valgte disse uddannelser. I samme periode er andelen af 30-årige ufaglærte fra den almene sektor faldet fra 36,6 pct. til 26,2 pct., se Figur 1.

Note: Figuren viser andelen af 30-årige fra den almene sektor, der er ufaglærte, samt andelen, der har fuldført en uddannelse inden for seks udvalgte velfærdsuddannelser. De seks velfærdsuddannelser er SOSU-hjælper og -assistent, PAU, pædagog, lærer, socialrådgiver og sygeplejerske.

Kilde: AE for BL på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata.

Almene unge vælger i højere grad velfærdsuddannelser end andre unge

Siden 2016 har unge fra den almene sektor overhalet unge fra øvrige boligformer ift. hvor stor en andel afslutter en velfærdsuddannelse. I dag er det 14,1 pct. af unge fra øvrige boligformer, der får en velfærdsuddannelse, se Figur 2.

Note: Figuren viser andelen af 30-årige fra den almene sektor samt andre boligformer, der har fuldført en uddannelse inden for seks udvalgte velfærdsuddannelser. Den større variation hos unge fra den almene sektor kommer af, at gruppen udgør en mindre del af befolkningen.

Kilde: AE for BL på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata.

Det er både inden for videregående og erhvervsfaglige uddannelser, hvor unge fra den almene sektor vælger velfærdsuddannelser i højere grad end øvrige unge. Andelen, der har uddannet sig til SOSU eller pædagogisk assistent (PAU), er dobbelt så høj blandt 30-årige fra den almene sektor end blandt 30-årige fra øvrige boligformer med erhvervsfaglige uddannelser. På samme vis har knap hver tredje almen 30-årig med en videregående uddannelse professioner såsom folkeskolelærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver. Det gælder kun hver femte 30-årig fra øvrige boligformer, se Figur 3. 

Note: Figuren viser andelen af 30-årige fra den almene sektor samt andre boligformer, der har fuldført en uddannelse inden for seks udvalgte velfærdsuddannelser.

Kilde: AE for BL på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata.