Skip to main content Skip to footer

Høringssvar

EU-Kommissionens forslag til forordning om Short Term Rental Initiativ

Forslagets hovedformål er at ensrette og forbedre rammerne for datagenerering og -deling vedr. kortidsudlejning i hele EU samt at øge gennemsigtigheden i sektoren for korttidsudlejning.

Oprettet: onsdag den 21. december 2022
Opdateret: onsdag den 12. juni 2024
Sideansvarlig: Mette Nørgaard Larsen

BL – Danmarks Almene Boliger har den 8. november 2022 modtaget høring vedr. EU-Kommissionens forslag til forordning om data collection and sharing relating to short-term accommodation rental services and amending Regulation (EU) 2018/1724.

BL takker herfor og har følgende bemærkninger til høringen:

Udlejningstjeneste som fx AirBnB er gennem de seneste år blevet særdeles udbredte, og i visse europæiske byer er der pålagt restriktioner i forhold til at udleje via disse tjenester af hensyn til bl.a. det overordnede turistpres og til naboerne i beboelsesejendomme, hvor der udlejes til turister.

BL foreslår, at bygningsejeren bliver tænkt ind i datadelingen og får besked, når deres beboelsesejendomme anvendes til kortidsudlejning. Når en lejer fremlejer sin bolig som korttidsudlejning, sker det oftest uden aftale med udlejer og dermed i strid med lejeloven og almenlejeloven. Det er dog vanskeligt for udlejer at dokumentere forholdene, og dermed vanskeligt at sanktionere lejers ulovlige fremleje. Sanktionen kan i sidste ende være ophævelse af lejekontrakten, men dette forudsætter, at forholdet kan dokumenteres.

For at sikre en gennemsigtighed i forhold til udbredelsen af udlejning gennem disse udlejningsplatforme, herunder effektivitet i forhold til opfølgning på retningslinjer og regler, er det hensigtsmæssigt med en standardiseret og effektivt virkende dataopsamling. Dette vil forslaget fra Kommissionen bidrage til, og det vil derfor også være vigtigt, at der som planlagt sker en opfølgning for at vurdere kvaliteten af de foreslåede registreringer.

BL har ikke yderligere bemærkninger til høringen.


Med venlig hilsen

Bent Madsen
Adm. direktør