
Energi- og klimavenlige boliger
Lavere CO₂-aftryk og energiforbrug og bedre klimasikring - i både nye og eksisterende boliger
Hvorfor energi- og klimavenlige boliger?
Danmark har forpligtet sig til ambitiøse klimamål og EU’s energieffektiviserings- og bygningsdirektiver, der kræver markante reduktioner i energiforbruget og CO₂-neutrale bygninger senest i 2050.
Samtidig bliver klimasikring stadig vigtigere på grund af flere hændelser med oversvømmelser, ekstremregn og stigende grundvandsstand, som udfordrer bygninger og boliger
Almene boligers muligheder for at bidrage
Almene boliger bidrager aktivt til den grønne omstilling af boliger og bygninger ved at:
- Investere i renovering af klimaskærme af bygninger, der mindsker energiforbruget, og i klimasikringstiltag, der afleder regnvand lokalt, med støtte fra dispositionsfonden og Landsbyggefonden
- Planlægge vedligeholdelsesarbejde og energieffektiviseringer via 30-årige vedligeholdelsesplaner (PPV-planer)
- Implementere lokale løsninger, hvor beboere inddrages, kan bidrage og være med til at gøre en forskel over tid
- Udvikling af information og oplysning til beboere om sortering af affald og om energi- og CO2-besparende adfærd
- De almene boligorganisationer er fremsynede og arbejder for at sikre, at energirenoveringer og klimasikring sker på en måde, der ikke øger huslejen unødigt.
Kommunens mulighed for at bidrage
Kommunen kan understøtte den grønne omstilling i almene boliger ved at:
- Understøtte renovering af eksisterende almene boliger, så flere energibesparelser kan opnås
- Optimere varmeplanlægningen og hurtigere udrulning af fjernvarme i gasforsynede områder.
- Prioritere midler og puljer til bæredygtige initiativer og fremtidssikring af boliger
- Implementere initiativer indenfor klimasikring i lokalplaner og indgå i partnerskaber med almene boligorganisationer med henblik på både vidensdeling og at skabe større, sammenhængende klimasikring, som går på tværs af arealer og aktører i kommunen
- Reducere sagsbehandlingstiden for helhedsplaner, byggesager og energiprojekter.
- Lave informationskampagner og afholde borgermøder, der informerer beboere om energi- og klimabesparende behov og løsninger
- Sikre ensartet og gennemsigtige takststrukturer for affaldshåndtering og understøtte større omkostningsægthed fx ved at skelne mellem etageboliger og enfamilieshuse, når der opkræves gebyrer for renovation.
One-pager om energi- og klimavenlige boliger
De almene boligorganisationer samarbejder bredt med kommuner og regioner. Download en one-pager, der beskriver, hvordan almene boligorganisationer arbejder med energi- og klimavenlige boliger og bidrager til at løse de lokale udfordringer, og hvordan kommunerne kan deltage i dette arbejde.
