Som omtalt i Boligen nr. 1. - januar 2016 og nr. 6. - juni 2016 samt BL Informerer nr. 2116 har Folketinget vedtaget nye regler for integrationsydelse og kontanthjælp med ikrafttrædelse hhv. 1. juli og 1. oktober 2016. De nye regler forventes i 2017 i alt at berøre 60-70.000 borgere, hvoraf en stor del vurderes at bo i de almene boliger.
BL Informerer nr.2116
BL informationsmateriale om de nye regler for integrationsydelse og kontanthjælp
Integrationsydelse – opholdskrav pr. 1. juli 2016
Folketinget indførte 30. august 2015 et opholdskrav for ret til uddannelseshjælp og kontanthjælp samt en lavere integrationsydelse for personer, der ikke opfylder dette opholdskrav. Med virkning pr. 1. juli 2016 udvides målgruppen for integrationsydelsen til at omfatte alle personer (såvel udlændinge og danske statsborgere), som ikke har opholdt sig i Danmark i mindst 7 ud af de seneste 8 år samt personer, som ansøger herom, jf. BL Informerer nr. 2116.
Kontanthjælpsloft
Kontanthjælpsloftet er, som beskrevet i BL Informerer nr.2116, en grænse for, hvor meget der samlet set kan opnås i særlig støtte, boligstøtte og kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse. Hvis de samlede ydelser er over grænsen/loftet, reduceres i særlig støtte eller boligstøtte. Kontanthjælpen, uddannelseshjælpen eller integrationsydelsen forbliver den samme.
Reduktionen i boligstøtte betyder, at beboere, der rammes af kontanthjælpsloftet, kan opleve, at den samlede huslejeopkrævning bliver højere – selvom det reelt er boligstøtten, der er reduceret. Der kan således forventes henvendelser fra berørte beboere til boligadministrationerne, når de nye regler træder i kraft.
Baggrundsviden til udlejningsmedarbejdere
Udlejningsmedarbejdere og andre kan få brug for baggrundsviden om de nye regler og konkrete anvisninger på, hvor beboere skal henvende sig, hvis de berøres af de nye regler.
BL udarbejder i den forbindelse dels en informationsfolder, som henvender sig til administrative medarbejdere dels et faktaark med anvisninger på, hvor man skal henvende sig, som kan udleveres til berørte beboere. Materialet forventes klar efter sommerferien.
Der udsendes et BL Informerer, når informationsmaterialet foreligger, ligesom det vil være at finde på BL’s hjemmeside.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Annesophie Hansen