Med titlen Almene Mål præsenteres BL’s målsætningsprogram for 2022 - 2024. De Almene Mål sætter retningen for de kommende to år, hvor der arbejdes for:
BL Informerer nr.0422
Almene Mål
BYER I BALANCE
Almene boliger sikrer, at der er adgang til gode hjem for almindelige og lave indkomster i hele landet, da byer i balance med plads til alle er til gavn for hele samfundet.
Nogle mindre bysamfund oplever i stigende grad stagnering eller affolkning og presset på de større byer vokser. Gennem aktiv bystrategisk udvikling, på tværs af både små og større byer, arbejder vi for et sammenhængende Danmark.
EN GRØNNERE ALMEN SEKTOR
Den almene sektor er bevidst om og bidrager til den grønne omstilling for at leve op til vores fælles klimaansvar. Vi arbejder med klimaaftryk, når vi bygger og renoverer. Vi har fokus på grøn drift og lokal produktion af vedvarende energi.
Klimaansvar, social og økonomisk ansvarlighed skal gå hånd i hånd.
Ambitionen med Almene Mål er at engagere boligorganisationer, kommuner og landspolitikere i at skabe forandringer. Bredt engagement og tæt samarbejde mellem civilsamfundet, det offentlige og den private sektor er afgørende for succes.
De to Almene Mål er derfor konkretiseret ved en række fokusområder, der skal inspirere til handlinger og lokal mobilisering i kredse og boligorganisationer. Og dokumentet skal ikke stå alene. Sammen med Almene Mål tilbydes løbende inspiration, der kan hjælpe til at omsætte de generelle målsætninger til konkrete lokale handlepunkter.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Rikke Lønne