Almene boliger er non-profit
Almene boliger er ejet af almene boligorganisationer, hvor ingen skal tjene penge på huslejen.
Det betyder, at huslejen kan holdes på et rimeligt lavt niveau, så de fleste mennesker har råd til at bo der.
Den almene boligsektor er med andre ord non-profit.
Non-profit betyder, at huslejen i de almene boliger er omkostningsbestemt og dækker driften i boligafdelingen, både de daglige udgifter og den løbende vedligeholdelse. Derudover afdrages der på boligafdelingens lån. Der skal ikke være noget overskud i boligafdelingen.
Opførsler af almene boliger er finansieret af helt almindelige 30-årige realkreditlån, beboerbidrag og kommunal grundkapital.
Til gengæld for den offentlige støtte får kommunerne tilbudt op til hver fjerde ledige almene bolig til kommunal anvisning – hvis ikke andet er aftalt med de almene boligorganisationer. Det giver de enkelte kommuner mulighed for at anvise borgere med akut boligbehov til en almen bolig. Det kan for eksempel være skilsmisseramte familier og andre personer, der ufrivilligt står uden bolig.
Som noget særligt sparer beboerne kollektivt op, når realkreditlånet er afdraget. Opsparingen sker til boligselskabets dispositionsfond og Landsbyggefonden. Landsbyggefonden er beboernes ’opsparing’ eller ’friværdi’ og bruges blandt andet til at støtte renovering, ombygning og forbedring af de almene boligområder samt at understøtte nye byggeprojekter i hele sektoren.