Meddelelser efter almenboliglovens § 89 (udlejers opsigelse) og 90 stk. 2 (udlejers påkravsskrivelse som følge af misligholdelse med betalingen) kan dog ikke afgives som digitale dokumenter, men skal sendes som brev. I forhold til disse to former for meddelelser fastholdes der med andre ord krav om fremsendelse pr. brev.
Udlejer eller lejer har således efter lovforslaget mulighed for med et varsel på 1 måned til første hverdag i en måned at forlange, at meddelelser ikke skal sendes digitalt. Formålet med bestemmelsen er at beskytte lejere og udlejere med begrænsede digitale ressourcer.
Er en part fritaget for Offentlig Digital Post, kan post ikke afsendes digitalt uanset hvilke meddelelser der er tale om. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at det påhviler den part der ønsker sig fritaget at give modparten oplysning herom. Der sker således ikke en automatisk fritagelse for personer, som er fritaget fra at modtage Offentlig Digital Post.
Loven træder i kraft den 1. januar 2018 for nye lejemål, og begge parter kan den 1. januar 2019 anvende de nye regler for eksisterende lejemål. Boligselskabet skal dog først give lejeren meddelelse herom, hvorimod lejeren kan anvende de nye regler uden videre.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Lene Kall