Med ændring af lov om miljøbeskyttelse (Selektiv nedrivning af bygninger) etableres lovhjemmel til at udmønte den del af ’Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi (2020), som vedrører selektiv nedrivning. Herved forstås hel eller delvis nedtagning af byggerier, så byggeriets materialer sorteres mhp. maksimal udnyttelse og recirkulering.
Høringssvar
Ændring af lov om miljøbeskyttelse – selektiv nedrivning af bygninger
Formålet med lovforslaget er at fremme genanvendelse af byggematerialer, hvilket der er bred opbakning omkring.
Det er imidlertid afgørende, at forslaget implementeres klogt og smidigt, så der sikres kvalitetskrav og dermed forudsætningerne for afsætning for de byggematerialer, der udtages til genbrug. Endvidere bør omfanget af omfattede renoveringer (kvadratmeterkravet) og kravene til MRK og autorisationer vurderes i forhold til risiko for kapacitetsproblemer, som vil fordyre og forsinke byggeriet.
I lovforslaget ses ikke kvalificering af disse vigtige spørgsmål, som bør være afklaret forud for udrulning af nye regler, der potentielt ifølge lovforslagets bemærkninger vil omfatte alle nedrivninger, bortset fra fjernelse af enfamiliehuse.
Kravet om selektiv nedrivning vil ifølge lovforslaget kommer til at omfatte nedrivninger med etageareal på mere end 250 kvm, hvilket i praksis er alle nedrivninger større end enfamiliehuse. Samtidig lægger lovforslaget op til, at alle fraktioner skal udtages til genbrug. Det må imidlertid vurderes at være en meget uhensigtsmæssig og fordyrende tilgang.
Selektiv nedrivning bør indføres i etaper ved indledningsvist at starte med betydende fraktioner, som beton og tegl, hvorved man kan sikre gennemarbejde kvalitetskrav (såvel den miljømæssige og den tekniske kvalitet af de udsorterede materialer), som er en forudsætning for en afsætning af materialerne til professionelle bygherrer. Tilsvarende bør kvadratmeterkravet kvalificeres, så det modsvarer disse hensyn.
Disse forhold er helt afgørende. En uhensigtsmæssig implementering af genanvendelse af byggematerialer, som der lægges op til i lovforslaget, vil være fordyrende og forsinkende, og de miljømæssige gevinster vil være begrænsede, idet professionel genanvendelse kræver kvalitetsstandarder.
Vi står meget gerne til rådighed for en uddybning.
Med venlig hilsen
Bent Madsen
Adm. direktør