Høring om ændring af lov om fremme af besparelser i energiforbruget, m.fl. for at implementere energiaftalen fra 22. juni 2020.
Høringssvar
Ændring af lov om fremme af besparelser
BL – Danmarks Almene Boliger har den 26. oktober 2020 modtaget høring over forslag til lov om ændring af lov om fremme af besparelser i energiforbruget m.fl.
BL har følgende bemærkninger til høringen:
Anvendelse af ét eller flere kvalitetskrav
Af Europaparlamentets og Rådets direktiv 2018/844 af 30. maj 2018 fremgår der i artikel 10, stk. 6 de kvalitetskrav, som kan stilles i forbindelse med renovering af bygninger med planlagte eller gennemførte energibesparelser.
Indførelsen af den foreslåede § 2 b i lov om fremme af energibesparelser i bygninger (i konsekvens af direktivet) vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan implementere kvalitetskravene, som fremgår af bygningsdirektivet.
Det er anført, at det forventes, at implementeringen udmøntes på en sådan måde, at offentlige myndigheder får valgfrihed til selv at beslutte, hvorvidt de ved fastsættelse af nye foranstaltninger alene vil anvende ét eller flere af kvalitetskravene.
Dermed forventes de nye kvalitetskrav ikke at gå videre end i de eksisterende ordninger, medmindre myndigheden selv beslutter det. Dette er for at sikre, at kravene er praktisk anvendelige og for ikke at påføre virksomheder, borgere og det offentlige nye administrative og økonomiske byrder.
BL finder, at det er et afgørende og godt signal, at implementeringen af direktivet ikke må virke fordyrende, da dette kan vanskeliggøre gennemførelse af renoveringer og dermed realisering af energibesparelserne som følge af renoveringerne. Det er afgørende, at der ikke opsættes barrierer for iværksættelse af energibesparende renoveringer.
BL står gerne til rådighed for yderligere herom, og spørgsmål kan rettes til teknisk konsulent Mikkel Jungshoved på mail mju@bl.dk.
Med venlig hilsen
Bent Madsen
Adm. direktør