Der blev i begyndelsen af september indført lokale restriktioner i 18 kommuner i Hovedstadsområdet og Odense frem til 22. september 2020. Disse restriktioner blev den 17. september skærpet for de 17 kommuner i Hovedstadsområdet frem til 1. oktober. De seneste tiltag er nu udbredt til hele landet – i alt er iværksættes 23 forskellige tiltag.
Fra den 19. september kl. 12 til og med den 4. oktober 2020 gælder blandt andet, at det lille forsamlingsforbud ændres fra 100 personer til 50 personer.
BL Informerer nr.6020
Ændring af det lille forsamlingsforbud og andre nationale tiltag på grund af stigning i coronasmitte
Det betyder, at det som udgangspunkt vil være forbudt at deltage i indendørs eller udendørs arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 50 personer til stede på samme sted samtidig. Der vil fortsat gælde en række undtagelser til forbuddet – og det vil blandt andet fortsat være muligt at afholde og deltage i arrangementer mv. med op til 500 deltagere, hvis disse i det væsentlige sidder ned. Det gælder f.eks. møder i det almene beboerdemokrati.
Der er dog almene boligorganisationer og -afdelinger, som er bekymret for at afholde afdelingsmøder og repræsentantskabsmøder i denne tid, hvor smitten er stigende – selvom forsamlingsforbuddet ikke forhindrer afholdelse af møderne.
Det fremgår af de midlertidige regler på de almene boligområde, at udskydelse/aflysning af møder alene er muligt, så længe et forsamlingsforbud forhindrer afholdelse af møderne. Trafik- og Boligministeriet har imidlertid overfor BL tilkendegivet, at bekendtgørelsen kan fortolkes således, at når der er udstedt en række tiltag af sundhedsmyndighederne for at imødegå stigende smitterisiko, kan de midlertidige regler finde anvendelse, uanset det formelle forsamlingsforbud ikke i sig selv forhindrer afholdelse af afdelingsmøder m.v. Det er dog vigtigt, at der er iværksat ekstraordinære tiltag fra sundhedsmyndighedernes side for at imødegå smitterisiko.
Boligorganisationen har således mulighed for at beslutte at udskyde eller aflyse afdelingsmøder samt udskyde repræsentantskabsmøder, hvis der er udstedt særlige tiltag af sundhedsmyndighederne, således som det pt. er gældende frem til den og med den 4. oktober 2020.
Det er boligorganisationens bestyrelse, der må foretage den konkrete vurdering i forhold til om det enkelte møde skal afholdes. Fra myndighedernes side anbefales det at begrænse den sociale omgang, men samtidig opfordres der også til at samfundet holdes i gang – og det må således vurderes, om det anses for nødvendigt at afholde det planlagte møde ud fra denne afvejning.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Sanne Steen Petersen