Skip to main content Skip to footer

BL Informerer nr.9420

Ændring af Bygningsreglement 2018 (BL informerer)

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har offentliggjort en ændring til bekendtgørelse om bygningsreglement 2018 (BR18). Der er flere ændringer, som har direkte betydning for de almene boliger - bl.a. kravet om anerkendte statikere ved renoveringer, ændring af risikoklasser og reglerne om ventilation.

Ændringerne træder i kraft den 1. januar 2021.

Oprettet: mandag den 21. december 2020
Opdateret: lørdag den 13. juli 2024
Sideansvarlig: Mikkel Jungshoved

Overgangsordningen for anerkendte statikere

Som følge af øgede renoveringer i bl.a. de almene boligafdelinger, er der fortsat en høj efterspørgsel på rådgivere med statiker-kompetence.
Grundet mangel på certificerede statikere har der været givet en dispensation, hvor det var muligt at benytte anerkendte statikere indtil udgangen af 2020. Da der forsat mangler certificerede statikere forlænges overgangsordningen indtil udgangen af 2021.  

 

Ændring af reglerne om risikoklasser

Risikoklassen for en bygning bestemmes på baggrund af anvendelsen, kompleksiteten af evakuering af personer under hensyntagen til udformningen mv.

Risikoklasse 1 udvides, så den også omfatter mindre byggeri på højst 150 m2 i anvendelseskategori 2, 3 og 5. Med ændringen vil det blive muligt at opføre forsamlingslokaler på højst 150 m2 til højst 150 personer, hvis der er adgang direkte til det fri fra alle opholdsrum.

 

Ændring af reglerne om ventilation

Krav til ventilationsanlæg, der anvendes til at ventilere boliger, som ikke er enfamilieshuse, gøres teknologineutralt. 

Ændringen indebærer, at det ikke kun er mekaniske ventilationsanlæg med forvarmning af indblæsningsluften, der kan anvendes. Det betyder, at alternative løsninger til ventilationsanlæg kan anvendes, hvis løsningerne ikke medfører et højere energiforbrug, og hvis de øvrige bestemmelser i bygningsreglementet stadig overholdes.

Desuden gøres kravet til en emhættes placering teknologineutral, idet der ikke længere er krav om, at en emhætte skal sidde over kogepladerne.

Med venlig hilsen

Bent Madsen / Mikkel Jungshoved