BL's formand siden 2008, Palle Adamsen, meddelte ved repræsentantskabsmødet i juni 2021, at han ikke modtager genvalg ved det ordinære repræsentantskabsmøde i juni 2022.
BL Informerer nr.5621
Valg af ny formand for BL i juni 2022
I følge BL's vedtægter kan alle beboere og ansatte i den almene boligsektor opstille som formandskandidat frem til den 18. maj 2022.
For at sikre en åben og bred demokratisk proces op til formandsvalget i juni 2022, har BL's bestyrelse nedsat et Forberedelsesudvalg bestående af 5 medlemmer fra BL's bestyrelse med BL's næstformand Vinie Hansen som formand for udvalget.
Forberedelsesudvalget har besluttet, at der skal ske henvendelse til samtlige medlemmer af BL’s repræsentantskab for at høre, om de kunne være interesseret i at opstille som formand, og om de kan anbefale egnede kandidater.
For at sikre den fornødne fortrolighed og professionalisme omkring denne proces, er der indgået aftale med et professionelt rekrutteringsfirma, der har erfaring med rekruttering til bestyrelser.
Hvert medlem af repræsentantskabet vil således få henvendelse fra rekrutteringsfirmaet, og på baggrund af de første interessetilkendegivelser vil der blive iværksat opfølgende interviews og profilanalyse.
Formålet med at samarbejde med et professionelt rekrutteringsfirma er at give en fair spillebane for alle - også dem, som vi ikke nødvendigvis kender i forvejen. Det er samtidig afgørende at understrege, at rekrutteringsfirmaet ikke sorterer nogle kandidater fra, men alene bidrager til en åben proces og kvalificering af grundlaget for Forberedelsesudvalgets arbejde.
Forberedelsesudvalget får således forelagt alle interesserede kandidater.
Samtidig er der med dette BL Informerer også en opfordring til, at interesserede kandidater til formandsposten kontakter rekrutteringsfirmaet. Kontaktoplysningerne er angivet nedenfor. Medlemmerne af repræsentantskabet kontaktes direkte af rekrutteringsfirmaet og behøver således ikke selv at kontakte det.
Det er vigtigt at understrege, at det ikke er en betingelse for at kandidere til BL's formandspost, at man har haft kontakt til rekrutteringsfirmaet. Alle beboere og ansatte kan således stille op inden den 18. maj 2022. Rent praktisk sker denne opstilling ved, at man retter henvendelse til formanden for Forberedelsesudvalget på mail: Vih@hyldenet.dk
Der afholdes møder i kredsene med kandidaterne til formandsposten, således at disse kan præsentere deres motivation til at søge valg og deres visioner for den almene boligsektor. Valgmøderne afholdes tirsdag d. 24. maj, onsdag d. 25. maj og tirsdag d. 31. maj 2022. Valget af formand finder sted på det ordinære repræsentantskabsmøde onsdag d. 8. juni 2022.
Venlig hilsen
Vinie Hansen (næstformand for BL og formand for Forberedelsesudvalget)
Forberedelsesudvalget er nedsat af BL’s bestyrelse og har følgende sammensætning:
Formand: Vinie Hansen (næstformand BL) Karsten Håkonsen, formand 6. kreds Per Nielsen, formand 7. kreds Jette Egebjerg, næstformand 3. kreds Jens Elmelund, §14.2 medlem af BL’s bestyrelse |