Den 1. marts 2020 trådte en ændring til bekendtgørelse om anmeldelsespligten på varmeområdet i kraft.
Ændringen omhandler udelukkende en ændring af fristen i bekendtgørelsens § 6, stk. 2. Fristen ændres fra den 15. april 2020 til den 15. september 2020. Det betyder, at fristen for forsyningsvirksomhederne til at omlægge varmeår til kalenderår er forlænget med fem måneder.
BL Informerer nr.2420
Udskydelse af anmeldelsesfristen for omlægning af varmeår til kalenderår og anmeldelse af varmeregnskab for fjernvarmevirksomheder
BL har ved BL informerer 1018 beskrevet den nu gældende lov om varmeforsyning og de dertil hørende omlægninger af varmeår til kalenderår.
BL opfordrede i BL informerer 1018 de almene boligorganisationer i de større byer til at gå i dialog med de lokale fjernvarmeselskaber og høre, om boligorganisationerne havde mulighed for at fortsætte afregningsperioden som hidtil. Det vil sige, at de varmeselskaber, der allerede på daværende tidspunkt havde forskudt periode mellem varmeforbrugsår og indberetningsår, kunne opretholde dette.
Da det er forsyningsvirksomhederne, der er omfattet af bekendtgørelsen, er der ingen pligt for boligorganisationerne til at omlægge varmeår til kalenderår. Dog kan dette blive konsekvensen for boligorganisationerne, hvis ikke forsyningsvirksomhederne accepterer en ordning over for boligorganisationerne om fastholdelse af afregning i varmeår.
BL opfordrer på ny de almene boligorganisationer, der ikke allerede har gjort det, til at gå i dialog med de lokale fjernvarmeselskaber og høre om mulighederne for fastholdelse af den hidtidige afregningsperiode.
Hvis BL’s medlemmer har brug for hjælp i dialogen med forsyningsvirksomhederne, kan boligorganisationen kontakte den tilknyttede kredskonsulent i BL.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Caroline Simone Evers