Energistyrelsen åbner igen for Bygningspuljen. Puljen giver tilskud til boligforbedringer, der sparer energi. Almene boligorganisationer kan igen søge om tilskud til eksempelvis at skifte fra naturgas eller oliefyr til varmepumpe, efterisolere bygningerne eller sætte nye vinduer i. I denne omgang er der 300 millioner kroner i puljen.
Bygningspuljen udspringer af Energiaftalen 2018 og skal medvirke til at skabe besparelser i energiforbruget i helårsboliger. Bygningspuljen har siden den første runde i 2020 givet tilsagn om tilskud til over 26.000 boligejere.
BL Informerer nr.0722
Tilskud fra bygningspuljen åbner den 16. marts 2022
Hvem kan ansøge om tilskud - og hvad kan man få støtte til?
Man kan søge tilskud som privatperson, andelsboligforening, ejerforening i etageejendom, virksomhed, forening og selvejende institution. Almene boligorganisationer kan således også søge om tilskud.
Der kan søges om tilskud til både huse og lejligheder, så længe det er helårsboliger. Der kan ikke søges om støtte til fælleshuse og servicearealer.
Alle kan søge om tilskud til at få en varmepumpe, mens tilskud til energiforbedrende tiltag fra og med sidste ansøgningsrunde er målrettet de boliger, der trænger mest. Det betyder, at kun helårsboliger med energimærkerne E, F og G kan få tilskud til projekter som f.eks. isolering og udskiftning af vinduer.
Overordnet kan der gives støtte til følgende projekter:
- Skift til varmepumpe
- Isolering (kun energimærke E, F og G)
- Vinduer (kun energimærke E, F og G)
- Optimering af huset drift (kun energimærke E, F og G)
Det fremgår nærmere på SparEnergi.dk under ”Hvad kan få tilskud til”, hvilke konkrete projekter der kan søges tilskud til.
Man kan kun få tilskud til projekter, der endnu ikke er sat i gang. Man må derfor ikke indgå en bindende aftale med en håndværker, før man har fået svar på sin ansøgning. Man må gerne indhente tilbud på arbejdet, få lavet en projektbeskrivelse, udarbejdet energimærkning mv.
Projektet må ikke modtage støtte efter anden lovgivning – heller ikke støtte fra Landsbyggefonden eller fra BoligJob-ordningen (håndværkerfradrag). Dette gælder dog specifikt for de tiltag, der er søgt om tilskud til at gennemføre. Hvis man f.eks. udelukkende modtager tilsagn til en konvertering til varmepumpe gennem Bygningspuljen, kan man godt samtidig få tilskud til en facaderenovering gennem en anden ordning.
Boligorganisationen inklusive boligorganisationens afdelinger må samlet set maksimalt have modtaget, hvad der svarer til 200.000 EUR som de minimis-støtte over de seneste tre regnskabsår. Hvis denne tærskelværdi overskrides, kan der ikke gives tilskud fra bygningspuljen. Der skal vedhæftes en underskreven de minimis-erklæring ved ansøgning.
For at søge tilskud skal bygningen være energimærket efter 1. oktober 2012. Energimærket skal være E, F eller G, og gyldighedsperioden skal tidligst starte den 1. oktober 2012. Kravet gælder dog som nævnt ikke for tilskud til varmepumpe.
Ansøgningsprocessen
Der bliver åbnet for ansøgninger den 16. marts 2022 kl. 10. Man kan komme i et digitalt venteværelse fra kl. 9. Efter åbningsdagen har portalen åbent hver dag mellem kl. 8 og 18, indtil puljen er tom. Ansøgningsportalen lukker for adgang kl. 18. Er man inde på portalen, har man til kl. 20 til at blive færdig med ansøgningen.
Ved ansøgning skal man vedhæfte tingbogsattest. Denne skal man derfor have klar til at vedhæfte, når man kommer igennem køen.
Energistyrelsen behandler ansøgningerne efter først til mølle-princippet, hvilket betyder, at sagsbehandlingen af ansøgninger påbegyndes i den rækkefølge, de bliver modtaget.
Inden åbningen er det en god idé at forberede ansøgningen på SparEnergi.dk/tilskud. Her findes bl.a. en ansøgningsvejledning, en tilskudsberegner, videoguide til ansøgning, link til allerede afholdt webinar og mulighed for at tilmelde sig kommende webinarer.
Mere information
Der kan findes grundig information om Bygningspuljen hos Energistyrelsen, på SparEnergi.dk og i bekendtgørelse om tilskud til energibesparelser og energieffektiviseringer i erhvervsvirksomheder (Erhvervspuljebekendtgørelsen).
Energistyrelsens Rådgivningstjeneste har udvidede åbningstider for henvendelser (kl. 8-20) i dagene efter tilskudsåbning på tlf. 31 15 90 00 og info@sparenergi.dk.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Mette Nørgaard Larsen / Mikkel Jungshoved