Snart åbner puljen til lokale energifællesskaber og lokal forankring af klimaomstillingen, hvor almene boligorganisationer kan optræde som ”projektorganisationer” og dermed søge midler fra puljen.
BL Informerer nr.1524
Nu genåbner pulje til lokale energifællesskaber og lokal forankring af klimaomstillingen
Puljen åbner mandag den 12. august 2024 kl. 12:00 – og ansøgningsfristen er onsdag den 16. oktober 2024 kl. 12:00.
Puljens formål og ramme
Puljens formål er at støtte:
- informationsprojekter, der kan udbrede information, der kan bidrage til udviklingen af vedvarende energiløsninger i lokalsamfundet og
- større projekter, der kan udvikle fælles løsninger til etablering, organisering, drift og finansiering af energifællesskaber lokalt, og som kan øge viden om energifællesskaber.
I 2024 er der afsat 1,4 mio. kr. til informationsprojekter og 3,0 mio. kr. til større projekter.
De nærmere rammer og regler omkring puljen fremgår af Bekendtgørelse om tilskud til lokale energifællesskaber og lokal forankring af klimaomstilling.
Ansøgning
Ansøgning sker via Energistyrelsens hjemmeside, hvor der bl.a. findes:
- Indkaldelse til ansøgninger
- Vejledning til retsgrundlag og ansøgning
- Bilag 1: De minimis-erklæring
- Bilag 2: Fuldmagt
Midler fra puljen til informationsprojekter tildeles efter ”først til mølle” princippet. Midler til større projekter tildeles efter et pointsystem.
Energistyrelsen har oplyst, at når først en ansøgning er indsendt, kan der ikke rettes i den, eller tilføjes yderligere bilag. Det er derfor vigtigt, at ansøgningen er udfyldt korrekt og alle relevante bilag er med.
Af bekendtgørelsens § 8 kan man læse hvilke oplysninger der skal være indeholdt i ansøgninger om støtte til informationsprojekter og af § 11, hvilke oplysninger der skal være indeholdt i ansøgninger om tilskud til større projekter.
De minimis-støtte
Tilskud fra puljen er statsstøtte, som er omfattet af EF-traktatens bestemmelser om de minimis-støtte. Det betyder, at boligorganisationen inklusive boligorganisationens afdelinger samlet set maksimalt må have modtaget, hvad der svarer til 300.000 EUR som de minimis-støtte over en periode på tre år.
I forbindelse med ansøgningen skal der derfor udfyldes og indsendes en de minimis-erklæring.
Ved yderligere spørgsmål til BL kan henvendelse ske til juridisk konsulent Mette Nørgaard Larsen på mel@bl.dk.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Mette Nørgaard Larsen