Høring over fire forslag til modeller for CPR-registrering. I forbindelse med vedtagelsen af parallelsamfundspakken har regeringen tilkendegivet, at der er et behov for, at boligorganisationerne løbende kan sikre et overblik over, hvem der er CPR-registreret i deres boligafdelinger. Økonomi- og Indenrigsministeriet præsenterede derfor fire modeller for, hvordan de almene boligorganisationer kan sikres dette i praksis.
Høringssvar
Modeller for CPR-registrering
Høring over udkast til modeller i forhold til at sikre almene boligorganisationer et bedre overblik over, hvem der er CPR-registreret i boligerne
Økonomi- og Indenrigsministeriet har den 22. marts 2019 sammen med Transport-, Bygnings- og Boligministeriet anmodet om bemærkninger til udkast til modelnotat med fire modeller for, hvordan de almene boligorganisationer sikres et bedre overblik over, hvem der er CPR-registreret i de almene boliger.
Regeringen har i forbindelse med behandling af L 38 (forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger og lov om leje) ønsket, at denne undersøgelses blev sat i værk.
BL finder initiativet yderst relevant, da det længe har været en udfordring for de almene boligorganisationer at have det fornødne overblik over, hvem der bo i boligerne. Det er vigtigt for de almene boligorganisationer at kunne anvende CPR-registeret som et effektivt værktøj til at sikre, at det er de rette personer, der er registeret på adressen. I særdeleshed set i forhold til de tal, der danner grundlaget for udpegningen af udsatte boligområder og ghettoområder, da det i flere tilfælde er marginaler, der er afgørende for, om et boligområde kommer på listen. Ligeledes vil en mere korrekt adresseregistrering kunne reducere antallet af ulovlige fremlejer.
BL har følgende bemærkninger til modeludkastet:
Model 2
I denne model videregiver CPR-registeret oplysninger om alle til- og fraflytninger for alle eller nærmere bestemte adresser tilhørende en boligorganisation. Der stilles ikke krav om en særlig anmodning i hvert enkelt tilfælde, men blot at boligorganisationerne én gang definerer, hvilke adresser der ønskes oplysninger om.
Modellen vil efter BL’s vurdering give de almene boligorganisationer mulighed for at følge ind- og fraflytninger i samtlige afdelinger eller i særlige fokusområder, hvilket vil sikre, at boligerne bebos af de rette personer.
Enkelte boligorganisationer har allerede i dag denne løsning hos nogle kommuner, og det fungerer rigtig godt. Boligorganisationerne får bl.a. med denne løsning mulighed for at afvise tilflytninger, hvor der ikke er indgået aftale om fremleje, og det ikke umiddelbart kan konstateres, at der er tale om en udvidelse af husstanden.
Det er derfor BL’s klare anbefaling, at model 2 bliver en standardløsning for de almene boligorganisationer at anvende, da den på en let og tilgængelig måde kan løse en stor del af de udfordringer, der er i dag.
Model 4
I denne model skal en lejer ved tilmelding hos CPR-registeret kunne fremvise en gyldig lejekontrakt eller fremlejeaftale, og dette vil som udgangspunkt medføre, at der alene sker en registrering af de personer på den pågældende adresse, der har ret til at opholde sig i boligen. Dog giver det udfordringer i forhold til ægtefæller og samlevere, der ikke står på lejekontrakten.
Det kan ligeledes give nogle udfordringer, hvis ansvaret for gennemgangen af fremlejeaftaler og gyldigheden heraf m.v. skal tilfalde kommunerne, da det er boligselskaberne, der har erfaringen og ekspertisen inden for området. Dette kan skabe grobund for misforståelser eller fejl, hvilket i værste fald kan betyde, at en borger ikke kan bopælsregistrere sig på den ønskede adresse, selvom der måske ikke er noget til hinder herfor – eller omvendt.
Kombination af model 2 og 4
En mulig løsning kan være en kombination af model 2 og 4, da boligorganisationerne vil kunne følge ind- og udflytninger i alle eller specifikke afdelinger, mens der samtidig vil være mulighed for en øget kontrol med tilmeldinger til de enkelte boliger.
Sammenfatning
Modellerne 1 og 3 er som udgangspunkt ikke at foretrække, når disse sammenholdes med de øvrige modeller. Model 4 er ikke at foretrække, hvis den skal stå alene, men dele af modellen vil som sagt kunne fungere sammen med model 2.
BL’s anbefaling er derfor, at der arbejdes videre med løsningen i model 2, da den på bedst mulige måde giver boligorganisationerne mulighed for at anvende CPR-registeret på en effektiv måde, da det automatisk sikres, at det er de rette personer, der bor i de enkelte boliger. Eventuelt kan denne model kombineres med model 4.
BL står naturligvis til rådighed, såfremt der ønskes en uddybning af ovennævnte.
Med venlig hilsen
Bent Madsen
Adm. direktør