Bolig- og Planstyrelsen udsendte den 9. juli 2021 spørgeskemaer til alle almene boligorganisationer om aflønningen af den øverste direktør/administrative leder og det samlede bestyrelsesvederlag. BL har i løbet af juni modtaget enkelte henvendelse omkring ministeriets undersøgelse, og der er kommet flere de seneste dage i takt med, at folk vender tilbage efter sommerferie. Samtidig var fristen for indberetninger fra ministeriet sat til den 10. august 2021.
BL Informerer nr.4621
Ministeriet indhenter lønoplysninger
Selv om indberetningsfristen nu er overskredet, har vi i samråd med ministeriet fundet det bedst, at der udsendes en BL Informerer om undersøgelsen.
Baggrunden for undersøgelsen er, at der er kommet spørgsmål fra Folketinget omkring aflønning af direktører og bestyrelsesmedlemmer.
Vi har op til sommerferien været i dialog med ministeriet omkring undersøgelsen og foreslået, at ministeriet og styrelsen kan anvende den vederlagsstatistik, som Deloitte har udarbejdet i samarbejde med BL, og som blev offentliggjort den 6. juli 2021. På baggrund af folketingsspørgsmålene har ministeriet dog vurderet det nødvendigt, at ministeriet udarbejder egen undersøgelse, herunder også fordi der i denne indgår oplysninger om bestyrelsesvederlaget.
Vi er af flere boligorganisationer blevet spurgt, om de nu igen skal indberette oplysninger til en statistik, og vi har bekræftet, at der bør svares på undersøgelsen udsendt af styrelsen.
Vi er også blevet spurgt, om retningslinjer for offentliggørelse af det indsamlede statistiske materiale, herunder om alle lønoplysninger m.v. kan begæres offentliggjort som led i aktindsigt. Dette har vi været i dialog med ministeriet omkring, og det oplyses, at ministeriet ikke anser indsamlingen af lønoplysninger omfattet af reglerne om aktindsigt. Endvidere afklarer ministeriet i samarbejde med Kammeradvokaten, hvordan det indsamlede statistikmateriale kan offentliggøres i henhold til fx reglerne om GDPR.
Vi vender tilbage med flere oplysninger og afklaringer så hurtigt som muligt.
Med venlig hilsen
Bent Madsen