Skip to main content Skip to footer

Analyser

Mini-analyse: Præferencer for fremtidens sundhedsvæsen

Almene beboere ønsker mere teknologi i fremtidens sundhedsvæsen

Fremtidens sundhedsvæsen er under pres. Flere borgere vil have plejebehov, der er mangel på sundhedspersonale og borgere oplever store forskelle i sundhedstilbud på tværs af landet. Den almene sektor huser en relativt større del af de ældre og personer i den arbejdsdygtige alder med sundhedsudfordringer.

BL har i samarbejde med Kantar Gallup undersøgt almene beboere og den øvrige befolknings holdning til forskellige tiltag, der kan afhjælpe presset på sundhedsvæsenet og øge behandlingskvaliteten.

 

Mere teknologi, men ikke egenbetaling

Af Figur 1 fremgår det, at de tiltag, der får størst opbakning, både blandt almene beboere og befolkningen generelt, er tiltag relateret til øget brug af teknologi. Kun omkring hver femte bakker op om tiltaget om øget brug af private sundhedsaktører mod egenbetaling. Tre ud af fem er decideret imod øget brug af egenbetaling.

Beboere i almene boliger er samlet set en smule mere positive over for en større involvering af civilsamfundsaktører end befolkningen generelt, men mindre positive over for alle øvrige tiltag.

Figur 1. Andel med præferencer for tiltag

Note: Respondenterne er blevet bedt om at svare på en skala fra 0-10 samt ”Ved ikke”. At tiltagene bør tages i brug, er defineret som svar mellem 6 og 10 (hvor 10 er ”Bør i meget høj grad tages i brug”).
Kilde: Kantar Gallup på vegne af BL.

Ældre er mere skeptiske over for tiltagene

Særligt seniorer og ældre borgere er mere skeptiske over for de nye og alternative tiltag på sundhedsområdet. Øget brug af teknologi er i alle aldersgrupper dog fortsat det mest populære tiltag, også blandt de 60+-årige. Unge i aldersgruppen 18-35 år er derudover særligt positive over for en større involvering af civilsamfundet ift. de ældre aldersgrupper.

Figur 2. Andel med præferencer for tiltag efter alder

Note: Respondenterne er blevet bedt om at svare på en skala fra 0-10 samt ”Ved ikke”. At tiltagene bør tages i brug, er defineret som svar mellem 6 og 10 (hvor 10 er ”Bør i meget høj grad tages i brug”).
Kilde: Kantar Gallup på vegne af BL.