Skip to main content Skip to footer

BL Informerer nr.4321

Midlertidige regler på boligområdet forlænges til 1. september

De midlertidige regler på boligområdet er pt. gældende til og med den 11. juli 2021, men reglerne forlænges nu frem til udgangen af august. Reglerne indeholder fravigelser af de gældende regler for almene boligorganisationer m.v. for at tage højde for konsekvenserne af forsamlingsforbud og coronarestriktioner.

Oprettet: tirsdag den 6. juli 2021
Opdateret: onsdag den 7. august 2024
Sideansvarlig: Bent Madsen

Der er ikke sket ændringer i de midlertidige regler, der fremgår af bekendtgørelsen om fravigelse af regler på boligområdet som følge af covid-19. Der er alene tale om en forlængelse af den gældende bekendtgørelse frem til og med den 31. august 2021.

Forlængelsen af de midlertidige regler betyder bl.a., at der ved afholdelse af møder i beboerdemokratiet fortsat er regler om forhåndstilmelding, brug af fuldmagt mv.

Det betyder også, at der fortsat er mulighed for at udskyde eller aflyse et afdelingsmøde samt udskyde et repræsentantskabsmøde og en generalforsamling, hvis organisationen vurderer, at det på grund af forsamlingsforbuddet eller andre forhold konkret ikke er muligt at afholde det pågældende møde.

Det er ikke givet, at de midlertidige regler forlænges hen i efteråret. Det afhænger af, om reglerne om forsamlingsforbud og coronarestriktioner forlænges på grund af smittesituationen.

Det er hensigten, at det lille forsamlingsforbud ophæves med udgangen af juli, og at det store forsamlingsforbud og forskellige coronarestriktioner ophæves med udgangen af august.

BL orienterer nærmere, når myndighederne kommer med nye meldinger.


Med venlig hilsen
Bent Madsen / Sanne Steen Petersen