Som følge af coronavirussen er der sket en midlertidig forlængelse af fristen for forbrugsregnskaber. Fristforlængelsen betyder, at forbrugsregnskaber, der skulle have været kommet frem til lejerne i perioden mellem den 10. februar 2021 og 9. oktober 2021, først skal være kommet frem til lejerne senest den 10. oktober 2021.
BL Informerer nr.2421
Midlertidig forlængelse af frister for aflevering af forbrugsregnskaber
Folketinget vedtog den 23. februar 2021 en lovændring af lov om leje, lov om leje af almene boliger og erhvervslejeloven, som giver bemyndigelse til, at Indenrigs- og Boligministeren og Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om forlængelse af frister for forbrugsregnskaber. I den forbindelse udstedes der to nye bekendtgørelser. En bekendtgørelse for boliglejemål og en bekendtgørelse for erhvervslejemål, som ikke er offentliggjort på retsinformation endnu. Bekendtgørelsen er på vej.
Fristforlængelserne omfatter alene forbrugsregnskaber, som ikke kan aflægges på grundlag af fjernaflæsning af målere - det vil sige forbrugsregnskaber, hvor det er en forudsætning, at der sker fysisk aflæsning af målere i lejemålene.
Bemyndigelserne indføres i henholdsvis almenlejelovens § 56 a, lejelovens § 43 a og erhvervslejelovens § 49 a, og vedrører fristen for aflevering af forbrugsregnskaber i almenlejelovens § 56, stk. 1, nr. 1 og i lejelovens § 43, 1. pkt. og erhvervslejelovens § 49, stk. 1, 1. pkt.
I øvrigt er der i bekendtgørelsen for boliglejemål bestemt, at fristen i lejelovens § 64, stk. 6 om valg af beboerrepræsentanter forlænges for at undgå, at beboerrepræsentationen bortfalder.
Bemyndigelsesloven og bekendtgørelsen for beboelseslejemål er netop trådt i kraft med virkning fra den 10. februar 2021. Bekendtgørelsen for erhvervslejemål træder i kraft ved offentliggørelsen og har også virkning fra den 10. februar 2021. Loven og bekendtgørelserne ophæves i marts 2022.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Caroline Simone Evers