Skip to main content Skip to footer

Marifat Akbarova

Marifat er nomineret til Stjerneprisen for naboskab og livskvalitet.

Marifat er en ildsjæl, som gør en forskel for sine naboer i Rosenhøj i Boligforeningen Århus Omegn. Marifat er forkvinde i Usbekiske initiativer og så kunne man tro at hun kun lavede aktiviteter for folk fra Usbekistan. Men ikke Marifat - hun laver aktiviteter til glæde for alle beboere i Rosenhøj. Marifat er uddannet lingvist fra sit hjemland – uddannelsen anerkendes ikke i Danmark, men hun vælger at bruge den til frivilligt at berige sine naboer med aktiviteter og foredrag med fokus på flersproglighed og på hvordan man kan hjælpe sine flersprogede børn. Marifat er desuden kreativ og dygtig kunsthåndværker og lærer gerne fra sig. Marifat søger selv fonde, booker lokaler og rekrutterer til aktiviteter - og er en vigtig medspiller for områdets boligsociale medarbejdere.

Marifat planlægger aktiviteter for både børn, unge og voksne med fokus på kreativitet og flersprogethed. Men er også selv frivillig i andre projekter. F.eks. som del af et projekt, hvor områdets genbrugsstation skal ombygges til et mødested især for ældre og ensomme med fokus på genbrug og bæredygtighed. Her går Marifat foran og yder en stor arbejdsindsats for at projektet skal lykkes. Hun inspirerer også andre til at yde en frivillig indsats. Hun inviterer naboer med og har et øje for at ingen skal være ensom. Hun er opmærksom på nye beboere i området og sørger for at de ved, hvor de kan få hjælp og/eller blive en del af områdets fællesskaber.