Skip to main content Skip to footer

BL Informerer nr.3222

Indberetning til lønstatistik

Med indmeldelse i Dansk Erhverv skal BL’s medlemmer indberette til DA’s statistik om løn, fravær og arbejdsulykker. Oplysningerne samles i Netstat, hvor boligorganisationerne har adgang til statistikkerne.

Netstat er et statistisk redskab, der bygger på lønoplysninger for godt 1.073.000 medarbejdere på det private arbejdsmarked i Danmark med oplysninger om lønniveau på årsbasis tilbage til 2003. Fra 2009 og frem kan lønniveau ses kvartalsvis.

Oprettet: tirsdag den 13. september 2022
Opdateret: tirsdag den 17. december 2024
Sideansvarlig: Bent Madsen

BL’s medlemmer kan bruge Netstat, når de har behov for viden om et aktuelt lønniveau, lønudvikling eller lønspredning for en af organisationens mange arbejdsfunktioner. Viden som er vigtig, når den individuelle løn skal fastsættes.

Ingen statistik er bedre end kvaliteten af indberetningerne. For at sikre en høj kvalitet i statistikken er det således vigtigt, at alle BL’s medlemmer indberetter omhyggeligt til lønstatistikken, herunder at der er en ensartet benævnelse af de mest almindelige arbejdsfunktioner i boligorganisationerne, da sammenligninger på tværs ellers ikke er robuste.

BL har i samarbejde med Dansk Erhverv og DA Statistik udarbejdet en oversigt over de mest gængse arbejdsfunktioner til brug for indberetningen. Oversigten findes på BL’s hjemmeside under Indberetning til lønstatistik - hjælp og anbefalinger.

Samme sted findes yderligere oplysninger omkring statistikindberetningerne og Netstat.

Indberetning eller ændringer i indberetningen skal foretages løbende – fx når en medarbejder får ny funktion. Tidsfristerne for de årlige indberetninger til de forskellige statistikker ligger i første kvartal og fremgår af denne oversigt fra DA Statistik.

 

Med venlig hilsen
Bent Madsen / Dorte Hjerrild