I forbindelse med implementeringen af EU’s energieffektivitetsdirektiv i dansk lovgivning skal vi henlede opmærksomheden på, at store virksomheder som udgangspunkt er forpligtet til at lade energisyn foretage minimum hvert 4. år, jf. energispareloven § 15, stk. 1.
BL Informerer nr.1215
Energisyn i store virksomheder
Energisyn skal i påkommende fald være foretaget 1. gang senest den 5. december 2015.
Store virksomheder defineres som virksomheder, der globalt har mindst 250 ansatte opgjort som fuldtidsstillinger og en årlig omsætning på mindst 50 millioner euro eller en årlig balance på mindst 43 millioner euro opgjort efter aflagt årsregnskab.
Almene boligorganisationer, der opfylder betingelserne med hensyn til antal ansatte, omsætning og balance, er omfattet af reglerne.
Som udgangspunkt skal vurderingen af, om de enkelte betingelser er opfyldt ske for den enkelte boligorganisation/juridiske person.
Reglerne kan på en række områder give anledning til tvivl om rækkevidden i forhold til de almene boligorganisationer. Dette er BL ved at afklare med Energistyrelsen.
Reglerne om energisynets indhold og udformning fremgår af ”Bekendtgørelse nr. 1212 af 19/11 2014” og Energistyrelsens ”Forklaring til bekendtgørelse om obligatorisk energisyn i store virksomheder”.
BL vender tilbage med nærmere retningslinjer om reglernes rækkevidde og anvendelse.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Mikkel Jungshoved