Cirkulært Driftede Boliger (CDB) er nomineret til stjerneprisen for boligområder og bæredygtighed. Stjernepriserne uddeles i forbindelse med Almene Boligdage - her mødes vi for at diskutere, udfordre og udvikle det, der former hverdagen i vores boligområder og for at hylde alle de gode initiativer i de almene boliger.
Cirkulært Driftede Boliger (CDB)
Cirkulært Driftede Boliger (CDB) markerer begyndelsen på en ny måde at tænke boligdrift på. Målet med projektet er at give både almene og private aktører konkrete redskaber til at arbejde med cirkulær drift i hverdagen. CDB har afprøvet cirkulære løsninger i en 1-værelses lejlighed, et fælleshus og syv flyttelejligheder, og erfaringerne herfra samles i et praksisnært undervisningsmateriale klar til hele boligbranchen. Både renovering af fælleshus og lejlighed har givet værdifuld indsigt i, hvordan cirkulær drift kan omsættes til praksis i hverdagen. Undervisningsmaterialet skal klæde boligorganisationer og rådgivere på til at træffe cirkulære valg, der både understøtter klimaet og er økonomisk bæredygtige.
Boligorganisation | AL2Bolig |
Adresse | 8381 Tilst |
Projekttype | Kulturforandrende drift-projekt |
Startdato | 2023-10-12 |
Slutdato | 2027-06-01 |
Trivsel, fællesskab og livskvalitet i hverdagen
CDB bidrager til trivsel, fællesskab og livskvalitet ved at skabe gode rammer med omtanke for både beboere og ressourcer. Når boliger renoveres cirkulært, kan der opstå større variation og flere forskelligheder i lejlighederne, fordi eksisterende og genbrugte materialer får nyt liv. Det viser, at gode boliger ikke behøver være ens for at være attraktive. Samtidig bliver beboerne en del af en udvikling mod en mere bæredygtig hverdag, hvor ressourcer bruges med omtanke i en tid, hvor råstoffer er under pres. Det kan give en positiv oplevelse af at bo et sted, hvor man sammen er med til at gøre en forskel.
CDB reducerer belastningen af klima og miljø ved at genbruge byggematerialer og bygningsdele, så behovet for nye materialer mindskes. På baggrund af tidligere cases er det blevet tydeligt, at genbrug kan give konkrete CO2-besparelser, samtidig med at materialernes værdi bevares længere. Projektet arbejder bevidst med ressourcehierarkiet, så materialer bevares på højest mulig værdi og ikke sendes for langt ned i kredsløbet, hvis de fortsat kan bruges i boliger, fælleshuse eller andre projekter. Bæredygtighed er tænkt ind som en del af både de fysiske løsninger og den daglige drift. Den langsigtede virkning ligger i, at ejendomsfunktionærer får viden og redskaber til at træffe mere ansvarlige valg, hver gang noget skal vedligeholdes, repareres eller udskiftes.
CDB er nyskabende, fordi projektet udfordrer den måde, almene boliger traditionelt renoveres og driftes på. I stedet for at vælge den 'almindelige' løsning med brug-og-smid-væk, tør CDB vise en anden vej, hvor eksisterende og genbrugte materialer indgår som reelle alternativer. Det sker ikke kun som idé, men i praksis gennem konkrete renoveringer af bl.a. syv flyttelejligheder. Den faglige kvalitet kommer til udtryk i, at materialer og bygningsdele vurderes ud fra stand, funktion og mulighed for genbrug, så de cirkulære valg både er ansvarlige, brugbare og holdbare i den daglige drift.
Resultater, effekt og inspirationsværdi
CDB har skabt konkrete erfaringer med cirkulær renovering i almene boliger, bl.a. gennem cases hvor genbrug af byggematerialer har vist CO2- besparelser på op mod 2.000 kg CO2. Projektet peger samtidig på et stort potentiale, da der årligt sker ca. 80.000 flytninger i almene boliger, hvor materialer ofte udskiftes som en fast del af istandsættelsen. Gennem tre iterationer forbedres undervisningsmaterialet løbende med nye erfaringer fra praksis. Og det er netop det, der er projektets hovedleverance og skal inspirere andre boligorganisationer, bl.a. gennem kursus- og undervisningsforløb for eksisterende ejendomsfunktionærer på de tekniske skoler. Samtidig har projektet bidraget til at udvikle udbudsformer og materialeflow, så cirkulære løsninger bliver lettere at omsætte.