Skip to main content Skip to footer

Analyser

Analyse: Aalborg-modellen – Udvikling og resultater 2025

En ny evaluering af Aalborg-modellen viser, at den samlede helhedsplansindsats i Aalborg Øst har ført til markante forandringer i området. Evalueringen omfatter fem boligafdelinger i Kildeparken og Sundparken, som har gennemgået gennemgribende renoveringer siden 2012 og været omfattet af boligsociale indsatser og fysiske forbedringer – herunder opførelsen af Sundheds- og Kvartershuset og nye boligtyper målrettet seniorer.

Stigende beskæftigelse og tiltrækning af ressourcestærke beboere

Analysen viser, at beskæftigelsesfrekvensen i Kildeparken og Sundparken er steget med henholdsvis 9 og 16 procentpoint siden 2012, når der korrigeres for generelle samfundstendenser. Udviklingen skyldes primært, at nye tilflyttere med stærkere socioøkonomisk baggrund i stigende grad er flyttet til området. Knap fire ud af fem af de nuværende beboere i de fem afdelinger er flyttet til området efter 2011. Dette indikerer, at området i dag har udviklet sig til et attraktivt område for nye ressourcestærke beboere, idet udviklingen er sket uden brug af fleksible udlejningskriterier. 

Figur 1. Udvikling i beskæftigelsesfrekvens for alle beboere i forhold til en kontrolgruppe, målt i fuldtidspersoner

Note: 15-64-årige. De stiplede linjer angiver 95 pct. konfidensintervaller, det vil sige estimaternes usikkerhedsmargin.

Kilde: BL's egne beregninger på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata.

Flere seniorer og forbedret adgang til sundhedsydelser

Evalueringen viser også, at området i højere grad end tidligere tiltrækker ældre beboere. Andelen af personer på 65 år og derover er steget fra 7,3 pct. i 2011 til 10,6 pct. i 2022, og gennemsnitsalderen blandt de ældre beboere er steget med 1,6 år i samme periode. Udviklingen er blandt andet understøttet af etableringen af 33 seniorboliger i to afdelinger i Kildeparken – herunder et seniorbofællesskab i afdelingen på Fyrkildevej.

Etableringen af Sundheds- og Kvartershuset i 2012 har gjort en række sundhedstilbud lettere tilgængelige for beboerne i området. Det ses blandt andet i en markant stigning i antallet af speciallægebesøg blandt ældre beboere i Aalborg Øst, som er vokset mere end i både kommunen og i regionen. Særligt er antallet af kontakter til fysioterapi steget, hvilket kan indikere, at de ældre beboere i højere grad nu modtager behandling, som de tidligere kunne har haft svært ved at tilgå på grund af fx afstand eller mobilitetsudfordringer.

Tabel 1. Gennemsnitligt antal lægebesøg pr. person, 65+ år

Note: Besøg hos alment praktiserende læge dækker over kontakter, der indebærer fysiske konsultationer dagtid og aften hos den alment praktiserende læge. ’Aalborg Øst’ dækker over Himmerland Boligforenings afdeling 19, 22, 50, 51 og 52.
Kilde: BL’s egne beregninger på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata.