Skip to main content Skip to footer

BL Informerer nr.2114

Aftale om overenskomst for ejendomsfunktionærer 2014-17

BL og ESL har medio april 2014 afsluttet dette års overenskomstforhandlinger. Overenskomsten gælder for en 3-årig periode, dvs. 2014-2017. Den umiddelbare lønramme for den ny overenskomst er 5,50 pct., hvor omkostningerne i rammen fordeler sig således:

Oprettet: mandag den 21. april 2014
Opdateret: fredag den 7. juni 2024
Sideansvarlig: Bent Madsen

 

 Emne:

2014

2015

2016

I alt

Lønregulering i %

1,70

1,90

1,90

5,50

 

Rammen afspejler de lønrammer, som overenskomstparterne på det private normallønsområde forhandlede sig frem til i februar måned.

ESL imødekom BL´s hovedkrav om at få fjernet reguleringsordningen, og den endelige pris for afskaffelsen af ordningen er 1,25 pct., der ligger udenfor ovennævnte lønramme.

Følgende elementer indgår i den nye overenskomst for ejendomsservice, og er således en udmøntning af den samlede lønramme på 5,5 pct. plus 1,25 pct.

 

Lønregulering:
Ejendomsfunktionærernes grundlønninger og centralt og decentralt forhandlede tillæg (undtagen naturligvis det personligt uregulerede tillæg), jf. § 12, stk. 1, reguleres med 1,70 pct. den 1. marts 2014, den 1. marts 2015 med 1,90 pct. og den 1. marts 2016 reguleres med 1,90 pct.

 

Ledende ejendomsfunktionær:
Parterne blev enige om at tilføje en ny stillingskategori som ”ledende ejendomsfunktionær” uden højeste arbejdstid med en startløn på 33.000 kr. om måneden.

 

Kompetencefond:
På linje med de landsdækkende overenskomster for HK og inspektørerne oprettes en kompetencefond for ejendomsfunktionærerne, hvor den enkelte ejendomsfunktionær kan blive efteruddannet i op til 1 uge om året mod refusion til arbejdsgiveren for relaterede kursusudgifter m.m.

Bidraget er 535 kr. om året pr. ejendomsfunktionær. Betalingen starter januar 2015.

 

Elevfond:
Der oprettes en elevfond (alene for ungdomselever), der refunderer boligorganisationens elevudgifter med 50.000 kr. om året. Bidraget er 300 kr. om året pr. ejendomsfunktionær. Betalingen starter januar 2015.

 

Uddannelsesfonden (12-øresfonden):
Bidraget til denne fond stiger med 8 øre for at fremme informationsindsatsen m.m. for at øge antallet af elev- og praktikpladser. Stigningen i bidraget på 8 øre betales inden den 1. juli 2014, mens det samlede ørebeløb på nu 20 øre først skal betales fra april 2015.

 

Udviklingsfonden (tidligere FIU):
Bidraget stiger fra 40 til 42 øre pr. time fra 1. januar 2015 og følger dermed det øvrige arbejdsmarked.

 

Klubtilskud:
Ejendomsfunktionærernes klubtilskud justeres med virkning fra 2014.

 

Arbejdsmarkedspension:
Arbejdsgiverens bidrag til den overenskomstmæssige arbejdsmarkedspension stiger med 1 pct. Stigningen udmøntes således, at det samlede pensionsbidrag ikke øges, men at boligorganisationerne fremover betaler 11 pct. (i stedet for de nuværende 10 pct.), mens ejendomsfunktionærernes eget bidrag fremover vil være 4 pct. (i stedet for 5 pct.).

 

Seniorpolitik:
Parterne er enige om, at der i overenskomstperioden nedsættes et overenskomstmæssigt tværgående udvalg, som skal se på andre løsninger end den nuværende omkring seniorordningen.

 

Lønudvalg:
Der nedsættes et udvalg, som skal se på stillingsbetegnelser, lønindplaceringer m.m. for ejendomsfunktionærerne frem til forhandlingerne i 2017.

 

Decentral løn:
Decentral løn udmøntes ikke i indeværende periode, da en eventuel lille procent ikke står mål med den administrative byrde omkring implementeringen.

 

Godkendelse


Overenskomsten skal nu godkendes i de respektive forsamlinger. Hvis begge parter siger ja til aftaleresultatet, er der indgået en ny overenskomst. Dette er afklaret ved udgangen af maj.

Hvis en eller begge parter afviser forhandlingsresultatet, går parterne til forligsmøde i Kooperationen, hvorefter der starter en proces her. Tidsrammen for et sådan forløb kan ikke forudsiges.

Når overenskomsterne er på plads, vil de nye løntabeller blive lagt på BL´s hjemmeside under hovedpunktet ”Løn og ansættelse”, og dernæst punktet ”Overenskomster, løntabeller m.m.”.

BL påregner at få afsluttet de øvrige landsdækkende overenskomster med udgangen af april måned 2014.

BL´s overenskomstudvalg vil snarest informere om de indgåede overenskomster ved møder rundt i landet.

 

Med venlig hilsen

Bent Madsen / Lars Schmidt