Erhvervs- og Byggestyrelsen er ved at afslutte rammeprogrammet Det Digitale Byggeri, hvor fokus er på, at bygherren både skal nyttiggøre IT-systemer i eget regi og stille krav til IT-anvendelsen hos eksterne rådgivere og udførende.
BL Informerer nr.4406
Temadag om IT-anvendelse i byggesager og ejendomsdrift
Digitalt Byggeri
Erhvervs- og Byggestyrelsen er ved at afslutte rammeprogrammet Det Digitale Byggeri, hvor fokus er på, at bygherren både skal nyttiggøre IT-systemer i eget regi og stille krav til IT-anvendelsen hos eksterne rådgivere og udførende. Resultaterne vil være obligatoriske for det statslige byggeri allerede fra årsskiftet, og må på længere sigt forventes at få betydelig indflydelse på IT-anvendelsen i hele byggesektoren - ikke mindst i den almene boligsektor.
Digital Forvaltning - Digitale indkøb
IT-systemer er blevet en del af dagligdagen, udviklingen går stærkt, mulighederne er mange. ProjektWeb, Web-baserede driftsystemer og Digitalt flyttesyn er sidste skud på stammen. Det er vigtigt at bevare overblikket og have fokus på både arbejdsprocesser og nytteværdi i forbindelse med anskaffelse og indarbejdning af nye systemer. Det er vigtigt at sikre sig, at systemerne arbejder sammen og kommer til at udgøre en integreret helhed.
Temadage
For at være på forkant med denne udvikling arrangerer BL nu 2 temadage i henholdsvis øst og vest Danmark, hvor beslutningstagere og nøglepersoner kan få et rimelig konkret indblik i den digitale fremtid og samtidig kan få præsenteret eksempler på de nye arbejdsmåder.
Formål
Formålet med temadagen er således at give deltagerne overblik over aktuelle systemtyper. Formålet er endvidere at give indsigt i de proces- og metodemæssige fordele, der ligger i at indarbejde disse både i nye byggesager, i renoveringsopgaver og i ejendomsdrift. Formålet er endelig at beskrive, hvordan forandringsprocessen kan håndteres hjemme i deltagernes egne organisationer.
Målgruppe
Målgruppen for temadagen er direktører, forretningsførere, inspektører, byggesagsbehandlere, IT-ansvarlige m.v. En sekundær målgruppe er rådgivere for boligsektoren.
Indhold
Temadagen er sammensat af syv faglige indlæg samt en uformel leverandørudstilling med præsentation af relevante IT-systemer. Der vil i de faglige indlæg dels blive lagt vægt på de strategiske overvejelser, der ligger til grund for indarbejdning af nye IT-systemer, dels på den konkrete nyttiggørelse af systemerne.
Program
De syv indlæg i dagens program:
-
- Visionerne - hvor er vi, hvor vil vi hen?
Et overordnet billede af målgruppens dagligdag som den kunne se ud, efter at anvendelsen af IT-systemer er optimeret.
-
- IT-anvendelse fordi det kan betale sig
Ved renovering af Fjordparken i Kolding har IT-anvendelsen været nyttiggjort helt ud til den enkelte beboer.
-
- Anvendelse af projektweb i byggesager
En projektweb er et enkelt og effektivt redskab, der giver alle parter nem og hurtig adgang til projektmateriale og andre dokumenter.
-
- 3D systemer i projektering
Nyttiggørelse af 3D systemer i nybyggeri og renoveringsopgaver ligger bl.a. i at skabe et forbedret beslutningsgrundlag for valg af arkitektoniske og tekniske løsninger.
-
- Integration af administrations- og driftssystem
Ved at integrere administrations- og driftssystemer er der styr på det totale datagrundlag og dermed de optimale betingelser for at optimere en række arbejdsprocesser.
-
- Rammeudbud og digitalt flyttesyn
Rammeudbud sikrer, at prisen for istandsættelse af boliger altid er korrekt, samtidig med at digitalt flyttesyn sætter fokus på beboervenlighed og rationalitet.
-
- Bedre sammenhæng i bygningens livsforløb
Driften skal designes allerede under projekteringen, ligesom erfaringsopsamling under driften skal nyttiggøres i nye byggesager. En kombineret projektweb og driftsweb kan være kernen i en operationel løsning.
Arrangør
Temadagene arrangeres af Boligselskabernes Landsforening i samarbejde med Ejvind Alf Jensen, Manew som praktisk arrangør.
Tid og sted
Tirsdag den 31. oktober 2006 kl. 09.00 - 16.00 hos BL i Studiestræde i København
Tirsdag den 21. november 2006 kl. 09.00 - 16.00 hos BL Haraldskær i Vejle
Deltagerafgift
Kr. 1.800,- pr. deltager.
Tilmelding
Tilmelding sker på vedlagte tilmeldingsblanket, som skal være BL i hænde senest tirsdag den 17. oktober 2006.
Med venlig hilsen
Gert Nielsen / Per Yderholm