Rapporten belyser den stigende fordelingspolitiske skævhed, hvor beboerne i de almene boliger står økonomisk stadigt svagere sammenlignet med det øvrige samfund.
BL Informerer nr.4206
Stigende ulighed i Danmark
./. Vedlagt fremsendes rapporten "Stigende ulighed i Danmark", som er udarbejdet af AE-rådet for BL.
Rapporten belyser den stigende fordelingspolitiske skævhed, hvor beboerne i de almene boliger står økonomisk stadigt svagere sammenlignet med det øvrige samfund.
Rapporten viser bl.a., at den disponible indkomst for almene beboere i den erhvervsaktive alder kun er vokset med 1,1 pct. om året fra 1993 til 2003 (korrigeret for prisstigninger), hvorimod tallet for samfundet som helhed er 2,1 pct. For beboerne med de allerlaveste indkomster i den almene sektor har der endda været tale om realt faldende disponibel indkomst.
I 2003 vurderes 40 pct. af de almene beboere i den erhvervsaktive alder således at tilhøre lavindkomstgruppen mod 20 pct. i samfundet som helhed. Denne markante forskel slår sammen med udviklingen i ejendomspriserne også ud i formuen, hvor den gennemsnitlige almene beboer har forø get sin formue med 10.000 kr. fra 1996 til 2003, mens stigningen for samfundet som helhed har været 93.000 kr.
Siden begyndelsen af 1980erne er andelen af ufaglærte steget og andelen af faglærte faldet i den almene sektor, og andelen af beskæftigede er også faldet. Samtidig viser analysen, at der er sket en betydelig vækst i andelen af indvandrere og efterkommere fra såkaldt mindre udviklede lande fra 2 pct. i 1981 til 19 pct. af beboerne i den almene sektor i 2004. Dette kan sammenholdes med en stigning fra 0,9 pct. til 5,2 pct. ud af den samlede befolkning fra 1981 til 2004.
Med venlig hilsen
Gert Nielsen / Bent Madsen