Skip to main content Skip to footer

BL Informerer nr.0415

Ophævelse af 70 års grænse for automatisk afsked gældende fra 1. januar 2016

Folketinget har netop vedtaget et lovforslag, der betyder, at det fremover ikke længere er muligt at indgå aftaler om, at ansatte skal stoppe med at arbejde, når de fylder 70 år.

Oprettet: fredag den 31. januar 2014
Opdateret: søndag den 9. juni 2024
Sideansvarlig: Bent Madsen

Ved at fjerne muligheden for at indgå aftaler om pligtmæssig fratræden ved 70 år i forskelsbehandlingsloven kan ældre lønmodtagere, der har mulighed for og lyst til det, blive på arbejdsmarkedet længere end i dag.

Vedtagelsen af lovforslaget betyder, at der fra 1. januar 2016 ikke vil kunne indgås hverken individuelle eller kollektive overenskomster om, at ansatte skal fratræde, når de fylder 70 år. Fra denne dato er eksisterende individuelle aftaler om pligtmæssig fratræden heller ikke længere gyldige. Det vil sige, at hvis der i ansættelseskontrakter efter 1. januar 2016 står, at medarbejderen skal holde, når vedkommende fylder 70 år, er dette ulovligt fra næste år.

I BL’s kollektive overenskomster er der ikke indført noget alderskrav – dog undtaget Overenskomst for Ejendomsservice, jf. § 17, stk. 4. Her skal ejendomsfunktionæren stoppe, når denne fylder 65 år (p.t.), eller hvad den løbende folkepensionsalder måtte være fremover grundet anden lovgivning.

Lovændringen ændrer ikke ved, at ovenstående stadig er gældende. Dette skyldes, at loven opretholder en undtagelsesbestemmelse, der siger, at kollektive overenskomstbestemmelser vedrørende fratrædelsesalder, der er indgået inden den 27. december 2004 – og som i øvrigt opfylder lovens betingelser – bibeholdes.

Det vil sige, at ejendomsfunktionærerne fremover stadig skal stoppe ved den til enhver tid gældende (folke)pensionsalder med mindre medarbejderen og den enkelte boligorganisation indgår en lokalaftale om forlængelse, som § 17, stk. 4, giver mulighed for.

 

Med venlig hilsen

Bent Madsen / Lars Schmidt