BL udsender hermed to pjecer om personalepolitik og om medarbejderudviklingssamtaler.
BL Informerer nr.0608
Nye pjecer om personalepolitik og medarbejderudviklingssamtaler
BL udsender hermed to pjecer om personalepolitik og om medarbejderudviklingssamtaler.
Pjecerne er reviderede udgaver af de pjecer BL udsendte i 2003. Medarbejdersamtaler var dengang blevet en obligatorisk del af overenskomsten for ejendomsfunktionærer, og tiden var moden til at anerkende tiltag som personalepolitik og medarbejdersamtaler som nødvendige redskaber for den velfungerende arbejdsplads.
Pjecen om personalepolitik henvender sig til ledelsen og omhandler hidtidige emner som personaleudvikling, lønpolitik og arbejdsmiljø. Den er nu blevet udvidet med aktuelle forhold, som f.eks. fleksibilitet i ansættelsesforholdet, som drejer sig om balancen mellem arbejde og fritid og sundhedspolitik med fokus på bl.a. sund madordning og ryge- og alkoholpolitik.
Pjecen om MUS-samtaler kan anvendes både af ledere og medarbejdere. Pjecen indeholder et skema, som kan benyttes som skabelon til at drøfte medarbejderens vurdering af arbejdsforhold, vilkår og samarbejde, samt et idékatalog til forberedelse om medarbejderens egne præstationer. Som noget nyt bringer pjecen desuden et idékatalog til, hvordan man under samtalen kan drøfte lederens evne til at understøtte medarbejderens udvikling og trivsel via den daglige ledelse.
Den almene sektor og boligorganisationerne er ikke en verden for sig. Som på resten af arbejdsmarkedet i en tid med næsten fuld beskæftigelse og små ungdomsårgange, er det nødvendigt at kunne fastholde og udvikle medarbejdere og tiltrække nye. Flere boligorganisationer har en aldersprofil, der medfører, at en stor del af sektorens ansatte skal pensioneres inden for 10 år. Der er med andre ord nødvendigt, at den enkelte boligorganisation kan udvikle sig til - eller vedblive at være en attraktiv arbejdsplads og personalepolitikken spiller en afgørende rolle herfor
Vi håber pjecerne kan medvirke til positiv inspiration i arbejdet for at styrke det personalepolitiske arbejde i boligorganisationerne.
Vi vil samtidig benytte lejligheden til at informere om, at BL afholder to temadage om MUS for henholdsvis
- mellemledere og andre med ansvar for MUS den 20. maj 2008
- forretningsførere/direktører og personalechefer d. 21. maj 2008
Se i øvrigt vedlagte flyer.
Yderligere oplysninger, rekvireret kursus, rådgivning m.v. kan fås ved henvendelse til Udviklingsafdelingen i BL.
Med venlig hilsen
Gert Nielsen / Lars Schmidt