Skip to main content Skip to footer

BL Informerer nr.1311

Mere og digital tinglysning

Der er nu gået mere end et år med Digital Tinglysning. For mange boligorganisationer har overgangen til det digitale tinglysningssystem ikke været let, idet tinglysning af pantebreve, registrering af fuldmagter m.v. har budt på et utal af udfordringer, spørgsmål og forskellige erfaringer med Tinglysningsrettens håndtering af sagerne.

Oprettet: mandag den 7. februar 2011
Opdateret: mandag den 3. juni 2024

Digital Tinglysning

Der er nu gået mere end et år med Digital Tinglysning. For mange boligorganisationer har overgangen til det digitale tinglysningssystem ikke været let, idet tinglysning af pantebreve, registrering af fuldmagter m.v. har budt på et utal af udfordringer, spørgsmål og forskellige erfaringer med Tinglysningsrettens håndtering af sagerne.

BL har løbende været i kontakt med Tinglysningsretten, og den 1. december deltog BL sammen med repræsentanter fra Realkreditrådet i et møde i Tinglysningsretten med henblik på en drøftelse af de erfaringer og problemer boligorganisationernes hidtil har oplevet, således at der i fællesskab kunne søges opnået en løsning.

Tinglysningsrettens referat fra mødet kan ses på: www.bl.dk/rådgivning/TEMAER

Som det fremgår af referatet har der i overgangsperioden været visse indkøringsproblemer, ligesom samlingen af Tinglysningsretten som en enhed i nogle situationer har medført en opstramning af formalia vedrørende den disposition, der ønskes dokumenteret over for Tinglysningsretten.

For så vidt angår spørgsmålet om registrering af de enkelte afdelingsejendomme med eller uden boligorganisationens CVR.nr., oplyste Tinglysningsretten som nævnt i BL informerer nr. 39 af 2. juli 2009 ved overgangen til den digitale tinglysning, at dispositioner vedrørende afdelingsejendommene også skulle registreres med oplysning af boligorganisationens CVR.nr.

I forhold til udstedelse af fuldmagt har dette givet anledning til usikkerhed om, hvorvidt boligorganisationen eller den enkelte afdeling skulle anføres som fuldmagtsgiver, og i hvilket omfang boligorganisationens CVR.nr. tillige skulle anføres.

Tinglysningsretten har oplyst, at fuldmagtsgiver skal angives på samme måde som fuldmagtsgiver er beskrevet i tingbogen, dvs. med afdelingsnavn, ligesom Tinglysningsretten efter udsendelsen af referatet fra mødet den 1. december 2010 har præciseret, at boligorganisationens CVR.nr. ikke skal oplyses i fuldmagten.

Uagtet at der i referatet er indeholdt svar på nogle af de spørgsmål og problemstillinger, som den digitale tinglysning har givet anledning til, er det BL's opfattelse, at referatet blandt andet vedrørende fuldmagter og dokumentation i forbindelse med fusion og sammenlægning af afdelinger, herunder navneændringer, fortsat vil kunne give anledning til tvivlspørgsmål.

BL ville gerne have orienteret mere præcist om de retningslinjer, der skal følges i disse situationer, men der foreligger imidlertid endnu ikke afklaring fra Tinglysningsretten herom.

Det er naturligvis uholdbart, at det ikke er muligt at få basale spørgsmål afklaret med Tinglysningsretten, og BL har på denne baggrund rettet henvendelse til Socialministeriet med henblik på, at Socialministeriet forhåbentlig kan medvirke til, at der skabes den fornødne afklaring.

BL presser på for en afklaring og vender tilbage med nærmere information, når der foreligger afgørende nyt.

Boligorganisationerne opfordres til at være nøje opmærksomme på de retningslinjer, der dels er beskrevet i referatet og dels i de vejledninger, der kan findes på Tinglysningsrettens hjemmeside www.tinglysningsretten.dk . I det omfang boligorganisationerne til stadighed oplever problemer med Tinglysningsrettens håndtering af sagerne, hører BL gerne fra boligorganisationerne.

Læs mere om digital tinglysning

Med venlig hilsen

Bent Madsen / Claus Pedersen