Der vedlægges en løntabel for inspektøroverenskomsten den 1. april 2009. Løntabellen lægges tillige på BL´s hjemmeside under "Arbejdsmarked".
BL Informerer nr.0909
Løntabeller og inspektøroverenskomsten 2009
I år er lønreguleringen delt op i to dele. Dels er der en grundregulering på selve lønnen for alle medarbejdere på 3 %, og dels træder den valgfrie ordning fra 1. april 2009 i kraft, jf. § 4 i inspektøroverenskomsten, hvor den enkelte medarbejder kan vælge mellem løn, ferietillæg eller pension på 1 %.
Grundlønningerne (og lønintervallerne) i den vedlagte løntabel er derfor alene reguleret med 3 %, da resten af reguleringen ligger i det valg, som den enkelte medarbejder foretager sig.
Her følger en kort gennemgang af ordningen, hvor medarbejderen som udgangspunkt har 3 valgmuligheder:
1) medarbejderen kan vælge det valgfri lønelement udbetalt hver måned fra den 1. april 2009. Det vil sige den aktuelle løn inkl. tillæg reguleres med 0,87 %, idet der herudover skal beregnes pensionsbidrag og ferietillæg af denne regulering.
2) medarbejderen kan vælge, at der hver måned akkumuleres 1 % af lønnen inkl. tillæg som en kontantsaldo, der fremgår af lønsedlen. Denne kontantsaldo indbetales ekstra på medarbejderens pensionsordning.
3) medarbejderen kan vælge, at der hver måned akkumuleres 1 % af lønnen inkl. tillæg som en kontantsaldo, der fremgår af lønsedlen. Denne kontantsaldo udbetales som ekstra ferietillæg, men først i 2010 og i den måned, hvor den enkelte boligorganisation normalt udbetaler ferietillæg.
Dog kan der aftales andre valgfrie elementer end ovenstående, men disse andre valgfrie elementer skal fremgå af en skriftlig aftale mellem boligorganisationen og den respektive medarbejdergruppe.
Fritvalgsordninger, der eksisterede før 1. april 2008, tillægges ovenstående aftale, således at den samlede ramme er 1 % (overenskomst efter 1. april 2008) + evt. ramme fra overenskomst eller lokale aftaler fra før 1. april 2008.
Ved fratræden afregnes en evt. kontantsaldo sammen med den sidste løn.
Med venlig hilsen
Gert Nielsen / Lars Schmidt