Almene boligorganisationer defineres normalt ikke som offentlige organer. Men Digitaliseringsstyrelsen vurderer, at reglerne om webtilgængelighed anvender udbudslovens definition af et offentligt organ, som de almene boligorganisationer er omfattet af. På den baggrund skal BL opfordre boligorganisationerne til at iagttage bestemmelserne om webtilgængelighed og mulighederne for fravigelse.
Krav til websteder og mobilapplikationer
Boligorganisationerne skal således sikre, at deres websteder og mobilapplikationer er tilgængelige for brugerne - ved at gøre dem opfattelige, anvendelige, forståelige og robuste ved at opfylde de standarder eller tekniske specifikationer, der er nærmere fastsat i bekendtgørelse om fastsættelse af standard for tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer.
Et websted er en samling af oplysninger og tjenesteydelser på internettet. En boligorganisations hjemmeside udadtil er derfor omfattet af kravet om tilgængelighed. Herudover er intranet samt websteder med log-in også omfattet af kravet om tilgængelighed.
Loven finder anvendelse fra den 23. september 2020 for websteder, når webstederne er offentliggjort før lovens ikrafttrædelse den 23. september 2018. Loven finder først anvendelse fra den 23. juni 2021 på mobilapplikationer.
Mulighed for fravigelse
Det er muligt at fravige lovens krav, hvis kravene – efter boligorganisationens egen vurdering - vil medføre en uforholdsmæssig stor byrde. De afvejninger, der skal foretages i vurderingen, er nærmere beskrevet i lovens § 3, stk. 2.
Der kan f.eks. tages hensyn til boligorganisationens størrelse, ressourcer og art. Manglende prioritering, tid eller viden betragtes umiddelbart ikke som rimelige grunde. Manglende kompetencer kan dog betyde, at der skal indhentes ekstern konsulentbistand, som kan indebære en væsentlig og uforholdsmæssig økonomisk byrde. Vurderingen er konkret i de enkelte tilfælde.
Vurderingen skal indskrives i en tilgængelighedserklæring, som skal offentliggøres og holdes ajourfør på boligorganisationens hjemmeside.
Manglende overholdelse af krav om webtilgængelighed
Digitaliseringsstyrelsen fører tilsyn med, at offentlige og offentligretlige organer overholder lovens krav om tilgængelighed, herunder om det har været berettiget at undlade alle eller visse af lovens krav om tilgængelighed. Digitaliseringsstyrelsen kan give påbud om, at boligorganisationen skal gøre et konkret indhold tilgængeligt, herunder angive en tidsfrist for, hvornår det pågældende forhold skal være bragt i orden.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Caroline Simone Evers