Ændringen giver kommunalbestyrelsen mulighed for
- at samkøre Det centrale Personregister (CPR) med Bygnings- og Boligregisteret (BBR) og Det Fælleskommunale Ejendomsstamregister (ESR) for at tilvejebringe oplysninger om, reglerne om bopælspligt, er overholdt, jf. boligreguleringsloven §§ 47 – 52, Samkøringen kan ske både som led i behandlingen af en enkelt konkret sag eller som led i en generel søgning. Oplysninger, der fremkommer ved samkøringen, er identifikation af ejendomme, adresser og navne på ejendomsejere.
- at indhente oplysninger fra et forsyningsselskab om en konkret boligs samlede forbrug i en afgrænset periode på mindst en måned, men ikke til at få oplysninger om løbende forbrugsaflæsninger. Indhentningen forudsætter, at der er en begrundet mistanke om overtrædelse af bopælspligten. Oplysningerne omfatter navn og adresse samt forbrug af el, vand og varme.
- at opsøge udvalgte husstande ved husstandens dør. Henvendelsen forudsætter også her, at der er en begrundet mistanke om overtrædelse af bopælspligten. Er der tale om en ejendom med flere boliger, kan kommunalbestyrelsen med tilladelse fra ejendommens ejer eller en beboer få adgang til fællesareal og dermed adgang til et konkret lejemål.
Ovenstående ændring i boligreguleringsloven er således ikke et værktøj for boligorganisationen som sådan, men kan være en hjælp for boligorganisationen, når man har en mistanke om, at lejemålet ikke længere er beboet, selv om der er tilmeldt en lejer på adressen. En boligorganisation eller en beboer kan nemlig rette henvendelse til kommunen og gøre opmærksom på forholdet, hvorefter kommunen efter. anmeldelsen kan have en begrundet mistanke om, at reglerne om bopælspligt ikke er overholdt.
Reglerne herom er indsat i boligreguleringslovens §§ 52d-e.
Det bemærkes, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at de tilvejebragte oplysninger behandles i overensstemmelse med de databeskyttelsesretlige regler.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Anni Pedersen