3376 2020

I den seneste tid er der set eksempler på, at kommuner har stillet krav om, at størrelsen af den kommunale lånegaranti ved nybyggeri skal være endeligt fastlagt på skema B tidspunktet. Der er også set krav om, at der skal sigtes mod en så lav kommunal garanti som muligt.

Efter almenboliglovens § 127 skal kommunen eller regionsrådet garantere for den del af lånet, der på tidspunktet for lånets optagelse har pantesikkerhed ud over 60 pct. af ejendommens værdi. 

Socialministeriet har i den forbindelse udtalt, at kommunen ved støttetilsagnet forpligter sig til at stille garanti for den belåning, der er nødvendig for byggeriets gennemførelse. Belåningen, og dermed også ydelsesstøtten fra staten, fastsættes i forhold til den endelige anskaffelsessum, som kommunen godkender efter byggeriets afslutning. Det er en forudsætning for ydelsesstøtten, at den kommunale garanti omfatter den del af lånet, der overstiger 60 pct. af ejendomsværdien på optagelsestidspunktet.

Der kan således ikke lovligt stilles betingelse om, at garantien ikke må forhøjes ved den endelige finansiering. Eftersom realkreditinstitut vælges senest på skema B tidspunktet, foreligger der reelt ingen mulighed for at vælge realkreditinstituttet ud fra størrelsen af den endelige kommunale garanti.

Hertil kommer, at realkreditinstitutterne fastsætter ejendommens værdi efter regler i realkreditloven og nærmere regler om værdiansættelse, der er udstedt af Finanstilsynet. Reglerne giver kun plads til et meget begrænset skøn, og det vil ikke give mening at udvælge realkreditinstitut på baggrund af værdiansættelse. Desuden kan udvælgelse på baggrund af værdiansættelse i princippet føre til uheldige incitamenter, og helt grundlæggende bør der stræbes efter den billigste finansiering til gavn for beboerne og som følge heraf også for den kommunale økonomi.

Med venlig hilsen

Bent Madsen / Birgitte Fæster